Gå til sidens indhold

Retten på Frederiksberg

31 jan. 2023

Retten på Frederiksberg

27-årig dømt til anbringelse i sikringsafdeling for forsøg på manddrab m.m

Dom afsagt: 31. januar 2023

Et nævningeting ved Retten på Frederiksberg har i dag afsagt dom i en sag mod en 27-årig mand, der blandt andet var tiltalt for to tilfælde af forsøg på manddrab ved at have stukket en ekspedient i en kiosk og en anden ekspedient på en tankstation med køkkenknive.

Det første knivstikkeri fandt sted den 12. november 2021 i en kiosk i Brønshøj, hvor en ekspedient helt umotiveret blev overfaldet af en mand og stukket en gang i ryggen med en stor køkkenkniv. Ekspedienten kunne ifølge en retsmedicinsk erklæring have været i livsfare på grund af knivstikket.

Det andet knivstikkeri fandt sted den 16. november 2021 på en tankstation i Brønshøj, hvor en ekspedient igen helt umotiveret blev overfaldet af en mand og stukket en gang i brystkassen med en stor køkkenkniv. Ekspedienten havde ifølge en retsmedicinsk erklæring været i livsfare på grund af knivstikket.

Ved dommen blev tiltalte for forholdet i kiosken fundet skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og for forholdet på tankstationen fundet skyldig i forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, jf. § 21. Tiltalte blev også dømt i 5 andre forhold for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 244 og knivloven.

Tiltalte, der tidligere er straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, var under sagen blevet mentalundersøgt, og ifølge mentalundersøgelsens resultat var tiltalte sindssyg og derfor omfattet af straffelovens § 16, stk. 1.

Sagen havde været forelagt Retslægerådet, som konkluderede, at tiltalte mest sandsynligt var sindssyg, jf. straffelovens § 16, stk. 1, men i hvert fald omfatte af straffelovens § 69. Retslægerådet anbefalede, at tiltalte, hvis han blev fundet skyldig, blev dømt til anbringelse på Sikringsafdeling.

Nævningetinget fandt tiltalte omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og på grund af tiltaltes mange domme for personfarlig kriminalitet og karakteren af de to tilfælde af knivstikkeri, blev tiltalte dømt til anbringelse på Sikringsafdeling uden længstetid.

Tiltalte tog forbehold med hensyn til anke.

Tiltalte har været varetægtsfængslet siden den 17. november 2021 og blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

Sagen er behandlet under sag.nr. SS-4029/2022