Gå til sidens indhold

Retten på Frederiksberg

13 nov. 2024

Retten på Frederiksberg

Dom i sag om medvirken til grov vold med døden til følge

Dom afsagt: 13. november 2024

Retten har i dag afsagt dom i en sag, hvor en 15-årig blev fundet skyldig i medvirken til legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder og med døden til følge. Den forurettede var ligeledes 15 år. Den tiltalte blev idømt fængsel i 3 år.

Den tiltalte var principalt tiltalt for medvirken til drab, men blev frifundet for dette og fundet skyldig i en subsidiær tiltale om medvirken til legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder og med døden til følge. Den forurettede var i maj 2024 ved et busstoppested i Brønshøj blevet tildelt et knivstik i venstre side af brystet, som endte i hjertet, hvilket var dødsårsagen. Det var ikke den tiltalte, der tildelte den 15-årige knivstikket, men den tiltalte var under episoden også bevæbnet med kniv.

Sagen blev behandlet af en domsmandsret, der var enig i såvel skyldsspørgsmålet som straffen på fængsel i 3 år. Det blev ved dommen endvidere bestemt, at tiltalte herudover skal efterkomme en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet. 

Der blev ved straffens fastsættelse lagt vægt på, at det ikke var tiltalte, der tildelte den 15-årige knivstikket og på tiltaltes meget unge alder.

Den dømte udbad sig betænkningstid.

Den dømte, der har været frihedsberøvet i surrogat i en lukket institution for unge siden den 23. maj 2024, blev fortsat fængslet i surrogat.

Sagen har journalnummer SS-5157/2024

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Christian Lundblad,

tlf.nr. 99 68 51 11 eller mail chl@domstol.dk . Anmodning om aktindsigt sendes til akt.frb@domstol.dk.