Retsbygningerne

Den første selvstændige jurisdiktion på Frederiksberg opstod allerede i 1651, da tyve hollandske familier fra Store Magleby grundlagde Ny Hollænderby og fik eget birketing. Dette ophævedes 1699, og indbyggerne lagdes under Taarnby birketing. Amager, der selv i lange tider har haft sin domstol uden for øen, fik således en aflægger på Sjælland. 1721 blev Frederiksberg, som byen hed efter bygningen af Frederiksberg Slot, overført til Kiøbenhavns Amts Rytter-Districts Birk. Ved dettes deling i 1819 henlagdes Frederiksberg til Søndre Birk.

Den voldsomme stigning i indbyggertallet efter det 19. århundrede, hvor Frederiksberg havde flere indbyggere end hele resten af Søndre Birk, gav stødet til ønsker om en nyordning af retsvæsenet – kommunalretligt var Frederiksberg allerede blevet selvstændigt i 1957 efter udskillelse fra Hvidovre Sogn. I 1887 gennemførtes ordningen, hvorefter birkenavnet blev bevaret, og i stedet for borgmester udnævntes en birkedommer. Birketinget fik sæde i rådhuset på hjørnet af Falkoner Allé og Lampevej, 1906 omdøbt til Howitzvej (og Finsensvej), da navnet kom i vanry efter et brutalt, aldring opklaret rovmord i 1889, ”Lampevejsmordet”, som Frederiksbergs første straffedommer Peter van Wylich måtte opgive at løse trods fængsling af en stærkt mistænkt droskekusk.

Rådhuset nedreves i 1954, og Falkonercentret byggedes på samme plads. Allerede i 1888 gennemførtes en lov om ansættelse af en straffedommer i Frederiksberg Birk, idet birkedommeren umuligt ville kunne overkomme alle forretninger. Ved retsplejeloven af 1916 fik Frederiksberg Birk som den største retskreds uden for København 3 dommere, først i 1956 fulgte Odense som den næste. Der var visse børnesygdomme om den rette fordeling af sagerne mellem de tre dommere, som endog indbragtes for Højesteret af dommer Stener Grundtvig, salmedigterens sønnesøn (UfR 1923,821 H). Birkenavnet ophævedes i 1979.

Birkedommer Niels Aage Gad skrev i 1916 et brev til kommunalbestyrelsens formand – det var ham selv, Gad var den sidste indehaver af dobbeltstillingen som dommer og de facto borgmester på Frederiksberg – med en indtrængende anmodning om nye retslokaler. Et nyt domhus’ placering gav næsten sig selv: 1915 havde professor, kgl. Bygningsinspektør for Jylland Hack Kampmann (1856-1920) vundet en konkurrence om en ny brand- og politistation på Frederiksberg ”paa det gamle Hospitals Grund” på Lampesvej/Howitzvej. Kampmann var i sine senere år den vel fornemste repræsentant for nyklassicismen i dansk arkitektur. Hans måske kendteste værk er Politigården i København, som fuldførtes efter hans død på grundlag af hans tegninger, men derudover byggede han tilbygningen til Ny Carlsberg Glyptotek og Marselisborg Slot i Aarhus. Resultatet blev et fint nyklassicistisk kompleks. 1921 var huset færdigt til lejeren, Justitsministeriet; først 1994 købte staten det. Ved Kampmanns død i 1920 var huset ikke under tage, og det færdigbyggedes af hans konduktør Kaj Gottlob (1887-1976), som i sin lange karriere skabte Det danske Studenterhus i Paris, Mindelunden, Egmont H. Petersens kollegium, Universitetsparken og Hack Kampmanns gravmæle på Vestre Kirkegård.

Hele fire retssale blev det til, symmetrisk parvis to i hver etage, det var mange i et ikke-københavnsk domhus i 1920. I en niche over dommersædet i den oprindelige strafferetssal indmejslede arkitekten et memento: LOV LYDE ELLER STRAFFE LIDE. Gerner Svedstrup, dommer 1934-51, foranledigede imidlertid de gyldne bogstaver pillet ned og sporene overkalket, hvorefter nichen står tom. En ny generations syn på forbrydelse og straf var ikke så håndfast. Det var nok så heldigt, at Svedstrups alternative spøgefulde forslag om at ændre indskriften til ”Gak ind med Frygt og Bæven, her vanker der paa Tæven”, aldrig blev virkelighed. Over civilretssalens kongeblå dommersæde stod i gyldne kapitæler ”Af Sandheds Rod gror Retfærds Blomst paa Lovens Grund”. Den overlevede indtil nyeste tid, hvor den overmaledes. Man kan overveje, om denne måske kontroversielle beslutning skyldtes vor tids blufærdige modvilje imod store ord eller en sørgmodig-ironisk konstatering af, at der måske intetsteds i Danmark lyves så meget som netop i retssalen, og at mange retssager afgøres ikke ud fra den opfattelse af, hvad der er sandhed, men efter overvejelser om bevisbyrden og placering af risikoen for, at den endegyldige sandhed netop ikke er groet frem. Bygningen blev købt som nævnt af staten så sent som 1994 og blev fredet i 1997.

I forbindelse med domstolsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2007, blev en del af Københavns Kommune omfattet af Frederiksbergs retskreds, hvorfor det blev nødvendigt med en større retsbygning.

Retssale og mødelokaler i det gamle domhus er benævnt med bogstaver. Retssal A, E, F, G og X samt mødelokale B, C og D er beliggende i stueplan, mens retssal H, J, K og L samt mødelokale M er beliggende på 1. sal.

I forbindelse med domstolsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2007, blev Bispebjerg-Brønshøj Provsti, Valby-Vanløse Provsti samt Sydhavn Sogn omfattet af Frederiksbergs retskreds, hvorfor det blev nødvendigt med en større retsbygning.

Den nye bygning er tegnet af 3XN arkitekter A/S og den beskrives således:

Den nye bygnings skulpturelle form er med sine logiske ydre afgrænsninger fint tilpasset omgivelserne.

Med en skrå afskæring mod den eksisterende retsbygning får den nye bygning et karakterfuldt motiv og skaber samtidig en naturlig sammenhæng til den eksisterende retsbygning ved hjælp af spejlende gesimshøjde og taghældning. Mod Solbjergvej føjer facaden sig uden om de eksisterende træer og giver plads til den bevaringsværdige beplantning, der er karakteristisk for stedet. Bygningshøjden stiger mod forpladsen mod sydvest og skaber et markant hjørne mod de omkringliggende boligblokke på Howitzvej og Solbjergvej.

Den nye bygning har reference til de omkringliggende teglstensbygninger og er således også tænkt udført i tegl. Bygningen fremstår som et sammenhængende og skulpturelt volumen i ét enkelt materiale, der er udformet med variation. Forslaget arbejder med en fortolkning af den klassiske arkitekturs sokkel og gesims, som giver bygningen en identitet, der ikke er fremmed for området og giver bygningen et nutidigt udtryk.

Ved placeringen af den nye bygning på vestsiden af det eksisterende anlæg friholdes den eksisterende retsbygnings nordlige facade. Området mellem den gamle retsbygning og den grønne sti bearbejdes som en have, og der gives mulighed for, at forbipasserende på vejen mellem Frederiksberg Centeret og Kilen på Solbjerg Campus får et frit udsyn til den fredede retsbygning.

Forslaget har i sin bearbejdning af landskabet en præcis linje mellem det nye og det gamle bygningsanlæg som et vigtigt udgangspunkt. Med et visuelt skift i belægning får den nye bygning et nyt ”tæppe” at stå på. Den nye belægning graduerer fra lys til mørk, og farven er med til at organisere forpladsens opdeling mellem kørende og gående trafik.

Bygningen finder sin form ved at tilpasse sig og fremhæve karakteristiske træk i omgivelserne, mens der i det indre er fokuseret på at tilpasse bygningen til domstolsreformens nye krav om sikkerhed og zoneinddeling. Med en række diagrammer, der viser de forskellige brugeres gang i huset, har forslagsstillerne synliggjort det redskab, der skaber en funktionel retsbygning. Med en klar opdeling af offentlige, halvoffentlige og lukkede zoner i huset, virker funktionaliteten overbevisende.

Indvendig er bygningen opdelt i to hovedvolumener, der forbindes over et atrium, der skærer sig på langs igennem bygningen og skaber et åbent rum midt i bygningen. Med atriet får bygningen en indre rumlig karakter, der skaber et fælles rum for alle brugere og gæster i huset.

Bygningens kompakte form er udgangspunkt for forslagets bæredygtige argumentation. Med et minimalt overfladeareal er der skabt gode muligheder for at minimere varmetabet. Forslaget har en troværdig beskrivelse af en række øvrige tiltag som udnyttelse af dagslys, solafskærmning, tunge byggematerialer, termoaktive dæk, solceller, samt naturlig ventilation, der udnytter det indre atrium som udgangspunkt for bygningens luftcirkulation.

Bygningen er indviet i 2012 og indeholder retssal 001, 002 og 003 samt mødelokale 004 og 005 er beliggende i stueplan, mens retssal 101, 102, 103, 104 og 105 samt mødelokale 106, 107, 108 og 109 er beliggende på 1. sal.

I et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og Retten på Frederiksberg er de tre byrum omkring retten på Frederiksberg navngivet den 3. september 2019.

Pladsen foran Retten på Frederiksberg er opkaldt efter Holger Kallehauge. Holger Kallehauge var landsdommer og stedfortræder for Folketingets Ombudsmand. Han var en årelang forkæmper for handicappedes rettigheder, særligt som formand for Landsforeningen af Polio- Trafik- og Ulykkesskadede og mangeårig formand for Handicaprådet på Frederiksberg.

Byrummet mellem Solbjerg Kirke, den tidligere politigård og domhuset er oprindelig skabt af arkitekt og professor ved Kunstakademiet Hack Kampmann.  Byrummet er navngivet Domhusgården, så det intime gårdrum understreges af selve navnet.

I 2017 tilbød Jørgen Haugen Sørensen at stille sin skulptur, Skyggen, midlertidigt på pladsen ved siden af den ny retsbygning på Solbjergvej. Skyggen blev hurtigt en del af Rettens fortælling og hverdag. Med økonomisk støtte fra Augustinusfonden, Beckett-Fonden, Frederiksberg Fonden og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og i samarbejde med Frederiksberg Kommune er det gjort muligt, at Skyggen bliver fast beboer på pladsen – og pladsen er kommet til at hedde Skyggens Plads.