19 jul. 2023
Grønlands Landsret
Tiltalte blev frifundet - K 158/23
En 41 årig mand blev ved Sermersooq kredsret idømt 4 måneders anbringelse i anstalt for at have skaffet sig samleje med en kvinde, som befandt sig i en tilstand eller situation da hun havde indtaget en ukendt mængde alkohol, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig samlejet.
Af Grønlands Landsrets dom af 19. juli 2023 fremgår følgende:
Tiltalte og vidnet har i hovedtræk forklaret samstemmende om forløbet under den omhandlede episode. Efter forklaringerne kan det lægges til grund, at kvinden i meget beruset tilstand faldt i søvn på sofaen i tiltaltes lejlighed, og at tiltalte herefter løftede hende ind i sin seng, hvor hun sov videre. På et tidspunkt lagde tiltalte sig også i sengen, hvor han ligeledes faldt i søvn. Efter en periode af ukendt længde, hvor både tiltalte og kvinden havde sovet, indledte tiltalte et seksuelt samkvem. Kvinden modsatte sig på intet tidspunkt tiltaltes seksuelle handlinger, selv om hun var vågen flere gange under forløbet, første gang da tiltalte var i gang med at tage tøjet af hende. Kvinden har forklaret, at hun ikke modsatte sig det seksuelle samkvem til dels fordi hun var beruset og ind i mellem ikke var vågen, men også fordi hun var bange for tiltaltes reaktion.
Under disse omstændigheder finder landsretten, at det ikke er bevist med den sikkerhed, der er nødvendig for domfældelse, at tiltalte havde en forståelse af, at kvinden var ude af stand til at modsætte sig det seksuelle forhold, og derfor er det ikke bevist, at han havde forsæt til voldtægt som beskrevet i anklageskriftet.
Herefter frifindes tiltalte.
Sagsnummer: K 158/23