09 jan. 2024
Grønlands Landsret
Idømt betinget anbringelse i anstalt i 40 dage - K 254/23
En 38 årig mand blev ved Sermersooq kredsret idømt anbringelse i anstalt i 60 dage for at have befølt en kvinde, som på grund af beruselse, var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Han havde også slået og taget kvælertag på en anden kvinde, hvorved hun pådrog sig blødning fra munden.
Af Grønlands Landsrets dom af 9. januar 2023 fremgår følgende:
Vedrørende forhold 1.
To dommere er enig i kredsretten begrundelse og resultat.
En dommer finder det bevist, at tiltalte berørte forurettedes vagina som beskrevet i anklageskriftet, men finder det ikke bevist, at han havde forsæt til at krænke hendes blufærdighed.
Efter stemmeflertallet findes tiltalte skyldig i blufærdighedskrænkelse, jf. kriminallovens § 84, stk. 1, som beskrevet i anklageskriftet.
Vedrørende forhold 2.
Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten er det bevist, at tiltalte har taget kvælertag på forurettede som beskrevet i anklageskriftet. Landsretten er enig i kredsrettens begrundelse og resultat.
Vedrørende forhold 3.
Forurettede har for kredsretten afgivet en forklaring, der fremstår med flere forbehold om begivenhedsforløbet, da hun har svært ved at huske det. Forurettedes forklaring for landsretten har også fremstået usikker og usammenhængende. Bl.a. har hun ikke ville forholde sig til de billeder, der er fremlagt i sagen, ligesom hun ikke husker, hun blev undersøgt af en læge. Landsretten finder det derfor ikke med den nødvendige sikkerhed bevist, at tiltalte har slået forurettede med adskillige knytnæveslag.
Tiltalte frifindes i forhold 3.
Efter karakteren af blufærdighedskrænkelsen fastsættes foranstaltningen til anbringelse i anstalt i 40 dage. tiltalte er ikke tidligere foranstaltet, og har gode personlige forhold. Henset hertil og til den lange sagsbehandlingstid, som ikke skyldes hans forhold, gøres foranstaltningen betinget som nedenfor bestemt.
Landsretten er enig i kredsrettens udmåling af tort godtgørelsen til forurettede.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte frifindes i forhold 3 og idømmes betinget anbringelse i anstalt i 40 dage, hvor fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af en prøvetid på et år.
Sagsnummer: K 254/23