12 apr. 2024
Grønlands Landsret
Idømt foranstaltning gøres betinget - K 226/23
En 66 årig mand blev idømt anbringelse i anstalt i 2 måneder for at have slået en mand flere gange i ansigtet med knyttet hånd, hvorefter han kastede ham ned på gulvet og efterfølgende trampede på hans skulder og hoved, mens han lå på gulvet. Hvorefter han tog kvælertag på ham.
Af Grønlands Landsrets dom af 12. april 2023 fremgår følgende:
Forurettede har forklaret, at han den 21. december 2021 blev udsat for vold i form af flere knytnæveslag i ansigtet og tramp og spark på kroppen og i hovedet. Det fremgår af oplysningerne fra sygehuset, at forurettede samme aften rettede henvendelse til sygehuset, som behandlede hans skader og tog billeder af skader i ansigt, på arme, skulder og overkrop. Forurettede har forklaret, at det var tiltalte, som umotiverede overfaldt ham og udsatte ham for volden.
Forurettede har videre forklaret, at han den 22. december 2021 igen blev overfaldet af tiltalte, som tog fat om hans strube i 5-10 sekunder. Af anmeldelsesrapporten fremgår, at den er optaget umiddelbart efter, at forholdet blev begået.
Vedrørende volden omfattet at forhold 1 har tiltalte for kredsretten forklaret, at han gjorde det, fordi forurettede plejede at gøre hans moster ondt. Han har for landsretten forklaret, at han den pågældende dag havde drukket, til han fik blackout, og at han ved sine fulde fem ikke ville have begået volden. Tiltalte har vedrørende forhold 2 i landsretten forklaret, at der den 22. december 2021 ikke skete noget. Af afhøringsrapporten af 22. december 2021 fremgår imidlertid, at tiltalte erkendte, at han taget fat om forurettedes strube.
På denne baggrund, idet forholdene blev anmeldt umiddelbart efter, de var begået, og under hensyn til at skaderne fundet på forurettede understøtter, at han har været udsat for vold i det omfang, som han har forklaret om, finder landsretten tiltalte skyldig i at have begået volden beskrevet i forhold 1, dog således, at forurettede ikke blev kastet ned på gulvet, hvorfor tiltalte frifindes for denne del af tiltalen.
For så vidt angår forhold 2 finder landsretten på baggrund af forurettedes forklaring, at det er bevist, at tiltalte tog hårdt fat omkring forurettedes strube, men ikke at tiltalte efterfølgende tog kvælertag på ham. I det omfang dømmes tiltalte derfor for overtrædelse af kriminallovens § 88.
Under hensyn til omfanget af volden, og at der er tale om to episoder, men også til at tiltalte ikke tidligere er foranstaltet og sagsbehandlingstiden, fastsætter landsretten foranstaltningen til 60 dages betinget anstaltsanbringelse med en prøvetid på et år.
Kredsrettens afgørelse ændres, således at den idømte foranstaltning gøres betinget. Fuldbyrdelsen af foranstaltningen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år.
Sagsnummer: K 226/23
Domme med forklaringer (kommer senere)