Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

25 jun. 2024

Grønlands Landsret

Kredsrettens dom ændret, således at tiltalte blev frifundet - K 013/24

En 54 årig mand blev ved Kujalleq kredsret idømt anbringelse i Anstalt for Domfældte i 3 måneder for at have slået en kvinde i ansigtet med en ølflaske eller lignende genstand, hvorved hun pådrog sig en behandlingskrævende skade.

Af Grønlands Landsrets beslutning af 25. juni 2024 fremgår følgende: 

Det er uomvistet, at kvinden den 19. maj 2021 fik en flænge i sin pande og efterfølgende blev undersøgt og syet med flere ting på sygehuset.

Både kvinden og tiltalte var påvirkede af alkohol den pågældende dag. Vidnet, som var var til ”efterfest” i tiltaltes og kvindens lejlighed, var også beruset. Vidnet har forklaret, at han ikke overværede nogen voldsepisode mellem tiltalte og kvinden, ligesom vidnet har forklaret, at tiltalte sov, da vidnet forlod lejligheden. Det kan efter politiassistentens forklaring videre lægges til grund, at tiltalte var ikke til stede i lejligheden, da han blev sendt til lejligheden.

Kvinden har også for landsretten forklaret, at hun kun blev tildelt et skub af tiltalte den 19. maj 2021 og hun i den forbindelse faldt hen i en messing-lysestage, som stod på køkkenbordet. Kvinden har afgivet detaljeret forklaring om baggrunden for, at hendes forklaring for kredsretten og landsretten adskiller sig fra, hvad hun oplyste overfor lægen på sygehuset og til politiafhøringen den 19. maj 2021, herunder at hendes ændrede forklaring ikke skyldes, at hun er bange for tiltalte.

Ingen vidner har overværet en voldsepisode rettet mod kvinden den pågældende nat. Herefter, og efter den stedfundne bevisførelse, finder landsretten, at der ikke - med det til domfældelse i en kriminalsag fornødne bevis - er tilstrækkeligt grundlag for at domfælde tiltalte for den rejste tiltale, som angår et slag med en flaske eller lignende genstand, jf. kriminallovens § 88. Herefter, og således som sagen er forelagt for landsretten, frifindes tiltalte.

Kredsrettens dom ændres, således at tiltalte frifindes.

 

Sagsnummer: K 013/24

Domme med forklaringer (kommer senere)