Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

20 jun. 2024

Grønlands Landsret

Tiltalte fundet skyldig i forsøg på manddrab - K 059/24

En 27 årig mand blev ved Sermersooq kredsret idømt anbringelse i anstalt i 4 år for at have forsøgt at slå en anden mand ihjel, idet at tiltalte stak manden 8 gange med en kniv i hovedet, halsen og 3 gange på kroppen, hvorved han blev bragt i livsfare.

Af Grønlands Landsrets beslutning af 20. juni 2024 fremgår følgende: 

Det er uomtvistet, at tiltalte har stukket manden med i alt 11 knivstik forskellige steder på kroppen, på halsen og i hovedet, hvilket bl.a. resulterede i, at forurettedes ene lunge punkterede.  

Efter den stedfundne bevisførelse, herunder de lægelige oplysninger og de af vidnerne for kredsretten afgivne forklaringer lægges det til grund, at de 11 knivstik var rettet mod bl.a. lunge, hals og mave, og at forurettede ville have været i livsfare, hvis han ikke havde fået lægelig behandling kort efter.

Spørgsmålet er herefter, om tiltalte har handlet i nødværge, da han påførte forurettede de 11 knivstik. Herom bemærker Landsretten:

Landsretten er enig med Kredsretten i, at tiltaltes forklaring om et forudgående begivenhedsforløb, hvor manden tildelte tiltalte knytnæveslag foran Akiki, ikke støttes af andre beviser eller vidneforklaringer.

Det er uomtvistet, at han henvendte sig ved tiltaltes lejlighed og at han forsøgte at fratage tiltalte dennes hash. Efter de afgivne forklaringer og fundet af hashen, lægges det til grund, at han ikke fik hashen med sig, da han forlod tiltaltes lejlighed.

Der er afgivet divergerende forklaringer om, hvad der eksakt foregik i lejligheden, hvor også tiltaltes far og en kvindelig vidne befandt sig. Tiltalte har forklaret, at han tog en kniv på sig, da han bankede på lejlighedens dør. Tiltalte og forurettede har samstemmende forklaret, at tiltalte ikke stak ham med kniv under opholdet i lejligheden.

Efter den stedfundne bevisførelse, herunder vidnets forklaring lægges det til grund, at der – efter forløbet i tiltaltes lejlighed - ude foran tiltaltes lejlighed var tumult mellem tre personer, som var forurettede og to andre personer, som ikke var tiltalte. Efter vidnets forklaring lægges det til videre til grund, at forurettede og de to personer alle slog med knyttede næver. Efter vidnets forklaring lægges det tillige til grund, at tiltalte kom ud fra tiltaltes lejlighed og stødte til som den fjerde person, og at tiltalte herefter stak forurettede med kniv flere gange. Under de anførte omstændigheder finder retten, at tiltaltes voldsudøvelse ikke er sket i nødværge, jf. kriminallovens § 9, stk. 1, og stk. 2. Retten lægger herved vægt på, at tiltalte dels valgte at indlade sig i tumulten mellem manden og de to andre personer foran lejligheden, og det på et tidspunkt, hvor forløbet i lejligheden var overstået, ligesom tiltalte valgte at gøre brug af en kniv, selvom de tre andre alene slog med knyttede næver.

Under de anførte omstændigheder tiltræder, at tiltalte er fundet skyldig i forsøg på manddrab efter kriminallovens § 86, jf. § 12. Landsretten lægger herved vægt på, at tiltalte - som stak 11 gange med kniv og bl.a. ramte lungen, tæt ved milten og i halsen, - må have indset det for overvejende sandsynligt, at forurettede kunne dø som følge af knivstikkene, ligesom tiltalte intet foretog sig for at skaffe hjælp til forurettede, selvom det må have stået ham klart, at manden havde brug for lægehjælp.

Landsretten tilføjer, at fundet af tiltaltes hårtot med tiltaltes DNA, ikke kan føre til en ændret vurdering af bevisbedømmelsen. Landsretten bemærker i den forbindelse, at der angiveligt i lejligheden var et forløb, hvor der var fysisk kontakt mellem tiltalte og forurettede, ligesom tiltalte har forklaret, at der var fysisk kontakt mellem tiltalte og forurettede under knivstikkeriet.

Foranstaltningen for forsøg på manddrab fastsættes efter retspraksis som udgangspunkt til anstaltsanbringelse i fire år. Det forehold, at der var et forudgående forløb i lejligheden, hvor manden forsøgte at fratage tiltalte dennes hash kan ikke føre til en ændret vurdering. Landsretten stadfæster derfor dommen.

 

Sagsnummer: K 059/24

Domme med forklaringer (kommer senere)