28 jan. 2022
Retten i Herning
Tre mænd fundet skyldige i blandt andet afpresning og ildspåsættelse
Dom afsagt: 28. januar 2022
I et større sagskompleks er tre mænd fundet skyldige i blandt andet afpresning og ildspåsættelse med omfattende ødelæggelse på en lagerbygning.
Sagsnummer: 2920/2021
Efter en omfattende bevisførelse har et enigt nævningeting fundet tre mænd – herefter angivet som T1, T2 og T3 – skyldige i ildspåsættelse som led i afpresning med omfattende ødelæggelse med skader på ikke under 25 mio. kr. på en lagerbygning i Ikast i sommeren 2020. T1 og T2 er tillige begge fundet skyldige i afpresning af 339.000 kr. mod den ene af virksomhedens ejere samt hærværk begået mod virksomheden og begge virksomhedsejeres biler parkeret ved private adresser. T3 er frikendt for hærværksforholdene. T1 er tillige fundet skyldig i afpresning af yderligere 250.000 kr. mod den samme virksomhedsejer i 2019.
Alle tre tiltalte er også fundet delvist skyldige i et andet afpresningsforhold fra efteråret 2020, mens de alle tre er frifundet for tiltalen om brandstiftelse og hærværk mod private ejendomme i den forbindelse.
T1 og T2 er også fundet skyldige i endnu et afpresningsforhold fra sommeren 2020 med beløb på 65.000 kr. mod ejerne af en kiosk i Ikast og tillige hærværk begået mod kiosken som led i afpresningen.
T2 har i sagen tilstået besiddelse af 174 gram kokain, som i det væsentligste var gemt i et pengeskab købt af T2 og sammen med T3 anbragt i en anden mands lejlighed. I pengeskabet lå tillige en pistol med 6 skarpe patroner. Efter bevisførelsen om hvem der havde hentet pistolen, hvem der havde adgang til pengeskabet, videoovervågning af indgangen til lejligheden og lejlighedsejerens forklaring, blev T2 og T3 begge dømt for besiddelsen af kokainen og pistolen.
T1 blev i overensstemmelse med sin tilståelse tillige dømt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed sammen med andre personer at have snydt 28 erhvervsdrivende til at købe falske billetter til Smukfest med et tab på lidt over 800.000 kr.
Der er i dommen taget stilling til andre mindre forhold vedrørende T1 og T2.
Et enigt nævningeting fastsatte straffene til 5 år og 6 måneder til T1 og T3 og 7 år og 6 måneder til T2.
Efter stemmeflertallet blev T1 og T3 udvist for bestandig.
De tiltalte ankede alle dommen til frifindelse i de ikke erkendte forhold dog således, at T2 ikke ankede forholdet omkring våben.
Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 28. januar 2022 af et nævningeting.