Gå til sidens indhold

Retten i Herning

14 okt. 2022

Retten i Herning

21-årig fundet skyldig i afpresning

Dom afsagt: 22. september 2022

En 21-årig mand er den 22. september 2022 fundet skyldig i afpresning af en mand fra Ringkøbing i juni 2020 via WhatsApp.

To 21-årige mænd – herefter angivet T1 og T2 – var tiltalt for den 16. juni 2020 via WhatsApp i forening, at have kontaktet en mand – herefter angivet F – ved at foregive at være en pige der ville udøve seksuelle tjenester, og da F havde indbetalt 550 kr. via Mobilepay til T1’s Mobilepay-konto for tjenesterne, at have kontaktet F via WhatsApp og udgivet sig for at være pigens far, herunder at have foregivet at pigen var mindreårig, og ved trusler om at ville politianmelde F, at have tvunget F til at betale yderligere 6.100 kr. via Mobilepay til T1.

Begge de tiltalte nægtede sig skyldig.

Retten lagde det på baggrund af F’s forklaring, der blev understøttet af korrespondancen og kontoudtoget i sagen, til grund, at vidnet overførte i alt 6.100 kr. til et mobilepay nr. tilknyttet T1’s konto.

T1 forklarede under sagen, at T2 på gerningstidspunktet anvendte hans konto, og at T1 i den forbindelse oprettede en ny konto, der kun blev benyttet af T2. Retten fandt T1’s forklaring sikker, detaljeret og sammenhængende og lagde til grund, at der ikke var et modsætningsforhold mellem de tiltalte på gerningstidspunktet. Retten fandt det på denne baggrund bevist, at det var T2 som havde været bruger af kontoen og at han som beskrevet i anklageskriftet havde afpresset F.

Retten fandt ikke grundlag for at antage, at T1 var bekendt med afpresningen og frifandt T1.

T2 blev idømt en fængselsstraf på 60 dage, som blev gjort betinget med vilkår om, at tiltalte ikke måtte begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på forholdets karakter og at tiltalte tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet.

T2 blev tillige idømt at betale erstatning til F.