Gå til sidens indhold

Retten i Herning

22 dec. 2022

Retten i Herning

3 års fængsel for overtrædelse af kontrolforpligtelser på Kærshovedgård

Dom afsagt: 5. september 2022

38-årig mand fundet skyldig i overtrædelse af sine kontrolforpligtelser på Kærshovedgård

Sagsnummer: SS 99-2337/2022

Den 38-årige mand var tiltalt for ikke at have overholdt sin meldepligt i perioden fra den 19. maj 2017 indtil den 27. juni 2022, opholdspligt i perioden fra den 18. maj 2017 indtil den 27. juni 2022 og underretningspligt i perioden fra den 18. maj 2017 indtil den 27. juni 2022.

Den 38-årige mand erkendte for byretten, at han ikke havde opholdt sig på Kærshovedgård i hele perioden. Han forklarede, at hans nuværende hustru i 2017 havde fået en abort. Han tog ikke til Kærshovedgård grundet forholdet til hende. I 2020 fik han processuelt ophold i Danmark i forbindelse med en sag om familiesammenføring. Han var flere gange i kontakt med politiet, som fortalte ham, at han skulle tage til Kærshovedgård, men han fortalte dem, at han ikke ville tage til Kærshovedgård, fordi han ville have samvær med sin søn, der var blevet født i 2019.

I byretten fandt en enig domsmandsret det bevist, at tiltalte havde overtrådt sine kontrolforpligtelser på Kærshovedgård i perioden fra maj 2017 frem til juni 2022. Retten lagde vægt på, at tiltalte havde fået sine kontrolforpligtelser forkyndt, ligesom tiltalte havde erkendt, at han i perioden ikke havde opholdt sig på Kærshovedgård.

Retten fandt ikke, at det var af betydning, at tiltalte i en periode havde fået meddelt processuelt ophold i Danmark i forbindelse med en ansøgning om familiesammenføring og lagde vægt på, at det processuelle ophold ikke medførte, at tiltaltes kontrolforpligtelser bortfaldt. Retten fandt heller ikke, at tiltaltes kontrolforpligtelser var bortfaldet, som følge af, at afgørelsen om pålægget af kontrolforpligtelserne ikke var blevet revurderet, og bemærkede, at afgørelsen om pålæg var gældende indtil en eventuel afgørelse om, at forpligtelserne bortfaldt.  

Byretten fastsatte straffen til fængsel i 2 år. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at tiltalte i en årrække slet ikke havde overholdt sine kontrolforpligtelser, herunder hvilken straf de enkelte forhold ville være blevet fastsat til efter loven. I formildende retning lagde retten vægt på, at tiltalte ikke tidligere var straffet for overtrædelse af sine kontrolforpligtelser.

Tiltalte ankede byrettens afgørelse med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, mens anklagemyndigheden for landsretten påstod skærpelse af straffen.

Vestre Landsret afsagde den 19. december 2022 dom i sagen, hvor straffen blev skærpet til 3 års fængsel.

Landsretten fandt det tillige bevist, at tiltalte ikke havde opfyldt de kontrolforpligtelser, som blev ham forkyndt den 11. maj 2017. Landsretten tiltrådte af de grunde, der var anført af byretten, at kontrolforpligtelserne ikke var bortfaldet eller suspenderet som følge af det processuelle ophold, der var en følge af tiltaltes ansøgning om familiesammenføring.

Landsretten fandt endvidere ikke, at tiltalte, der ikke på noget tidspunkt havde taget ophold på Kærshovedgård, havde en berettiget forventning om, at hans forpligtelser var ophørt.

Landsretten bemærkede, at overtrædelserne havde strakt sig over godt 5 år, herunder 37 måneder efter den 1. juni 2019, hvor straffelovens § 143 finder anvendelse. Af de overtrædelser, der var begået efter den 1. juni 2019, var overtrædelserne i 13 måneder begået efter strafskærpelsen pr. 1. juni 2021. Herefter og efter resultatet af Højesterets afgørelse trykt U 2023.676, fandt tre af de voterende, at straffen passende kunne fastsættes til fængsel i 3 år og 6 måneder, og 3 af de voterende, at straffen passende kunne fastsættes til fængsel i 3 år.

Efter stemmeafgivningen blev straffen herefter fastsat til fængsel i 3 år.

Tiltalte blev endvidere både for byretten og landsretten udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt.