Gå til sidens indhold

Retten i Herning

04 feb. 2022

Retten i Herning

67-årig mand fundet skyldig i overtrædelse af tilhold

Dom afsagt: 29. december 2021

67-årig mand fra Videbæk fundet skyldig i overtrædelse af tilhold mod sin ekskæreste ved at have fremsendt en e-mail til flere personer i ekskærestens netværk.

Sagsnummer: SS 99-2574/2021

Den 67-årige mand var tiltalt for i marts 2021 at have fremsendt en e-mail til 138 personer i ekskærestens netværk, hvori han beskyldte hende for tyveri, indbrud og manipulation, selv om politiet havde meddelt ham tilhold mod at kontakte ekskæresten personligt, mundtligt, skriftligt eller indirekte, herunder ved at skrive om hende på internettet eller sende e-mails til hendes sociale netværk.

Den 67-årige mand forklarede for retten, at der i hans parforhold med forurettede havde været en del uoverensstemmelser. Han kontaktede i forbindelse med tilholdet Anklagemyndigheden, som oplyste, at han godt måtte tale med sit netværk om konflikterne mellem dem, også selvom det måtte være et fælles netværk med hans ekskæreste. Han skrev derefter den omhandlede mail om, hvordan han opfattede tingene og sendte den til i alt 138 personer i sit eget netværk. Han tænkte ikke over, om nogen af modtagerne kunne finde på at videresende den til hans ekskæreste.

Tiltaltes ekskæreste, forurettede i sagen, forklarede for retten, at der havde været uoverensstemmelse mellem hende og tiltalte, da de var i et parforhold. Da de gik fra hinanden chikanerede tiltalte hende og hendes søn, hvilket blev så meget, at hun henvendte sig til politiet, og tiltalte fik et polititilhold mod at kontakte hende. Kort efter tilholdet fandt hun ud af, at tiltalte havde sendt en mail til 138 personer, hvori han svinede hende til. Hun modtog underretning om mailen fra flere personer, herunder et dagblad, som tiltalte havde sendt mailen til. Det havde fyldt meget for hende, at en mail med et så skarpt og grænseoverskridende indhold havde floreret rundt i lokalsamfundet.

Retten fandt det bevist, at tiltalte havde sendt e-mailen til 138 personer og fandt, at tiltalte måtte have anset det som en mulighed, at nogle af de mange modtagere ville kontakte forurettede herom, og at tiltalte forholdt sig accepterende hertil. Retten fandt herefter, at tiltalte ved sin fremsendelse af mailen havde forsæt til, at de mange mails havde karakter af en indirekte henvendelse til forurettede. Retten fandt det ikke bevist, at alle de personer, som havde modtaget beskeden, var en del af forurettedes netværk, hvilket imidlertid blev anset som en biomstændighed i forhold til tiltalen. Tiltalte blev herefter fundet skyldig i at have overtrådt sit tilhold.

 

Straffen blev fastsat til en bøde på 1.000 kr. Retten lagde ved strafudmålingen i skærpende retning vægt på, karakteren af indholdet af mailen, og at den var blevet sendt til så mange personer. Retten lagde ved strafudmålingen i formildende retning vægt på, at tiltalte efter sin egen opfattelse havde forsøgt at sætte sig ind i sin retsstilling ved på forhånd at kontakte politiet for vejledning om tilholdet.

Dommen er afsagt den 22. december 2021.