20-årig mand fundet skyldig i vold mod vidne

Dom afsagt: 14. januar 2022

Sagsnummer: SS 99-5010/2021

Den 20-årige mand – herefter angivet T- var tiltalt for at have forulempet en mand – herefter angivet F - med vold i anledning af F’s allerede afgivne forklaring til politiet og i retten ved at have råbt efter F ”du er en stikker” eller lignende, hvorefter T nikkede F en skalle i ansigtet, hvorved F mistede en flig af sin tand.

T erkendte at have udøvet vold, men nægtede sig skyldig i, at volden skulle være sket i anledning af F’s forklaringer til politiet og retten. T forklarede, at han havde nikket F en skalle i forbindelse med, at F havde skubbet ham. Han havde ikke sagt stikker eller forræder til F, men ”fuck dig selv”.

F forklarede, at T var gået hen imod ham, mens T flere gange sagde ”din stikker”. Han opfattede dette som en henvisning til retssagen. Han bad T gå væk. Han skubbede ikke T, men pludselig nikkede T ham en skalle på munden, så hans fortand revnede. Herefter begyndte han at forsvare sig selv.

Retten fandt det på grundlag af en vidneforklaring fra en kvinde, som havde overværet situationen mellem T og F, bevist, at T startede med at råbe ”stikker” mod blandt andet F, at F havde svaret ”hva så”, hvorefter T gik helt op i hovedet på F og nikkede ham en skalle. Retten fandt således også, at T’s forklaring om, at F først skubbede ham, kunne tilsidesættes. Retten fandt, at den udøvede vold havde en sådan sammenhæng med det forhold, at F tidligere havde vidnet mod T, at forholdet var omfattet af straffelovens § 123 om vold i forbindelse med vidneforklaringer. T blev herefter fundet skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Straffen blev fastsat til 4 måneders fængsel. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at T kort tid før var blevet dømt for vold mod samme forurettede, og at volden, selvom den opstod tilfældigt, måtte anses for at have baggrund i F’s tidligere vidneforklaringer.

Retten fandt, at betingelser for udvisning af T var opfyldt, men at udvisning med sikkerhed ville være i strid med Danmarks Internationale Forpligtelser, hvorefter T, blev idømt en advarsel om udvisning. Retten lagde vægt på, at T hele sit liv havde boet i Danmark, hvor han havde sin familie og at han ingen tilknytning havde til Tyrkiet. Hans ret til privat- og familieliv efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 talte derfor afgørende mod at udvise T.

T blev tillige pålagt at betale sagens omkostninger.

T tog betænkningstid med hensyn til anke.