06 maj 2022
Retten i Herning
Krav på dagsgebyrer for over 200.000 kroner
31-årig mand fra Sunds pålagt dagsgebyrer for over 200.000 kroner for manglende ansvarsforsikring på personbil.
Sagsnummer: FS 1-4332/2021
Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring havde siden marts 2020 pålagt den 31-årige mand dagsgebyrer for manglende ansvarsforsikring på hans personbil. Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring sendte herefter sagen til fogedretten i oktober 2021 med henblik på inddrivelse af de nu mere end 150.000 kroner, som var påløbet i dagsgebyrer.
Den 31-årige mand forklarede i fogedretten, at han i 2017 havde mistet sit kørekort og solgt bilen. I denne periode havde han været psykisk ustabil, og havde derfor ikke reageret på breve, herunder breve fra Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. Køberen af bilen havde lovet at tage pladerne af bilen med det samme, da bilen skulle restaureres.
Den 31-mand blev givet frist til at dokumentere, at han havde solgt bilen, og han bedt om at undersøge, hvem der havde købt bilen tilbage i 2017. Under et senere fogedmøde forklarede den 31-årige mand, at det ikke var lykkedes ham at finde dokumentation for salget af bilen, herunder oplysninger om køberen af bilen.
Fogedretten fandt, at den 31-årige mand ikke havde dokumenteret, at han havde solgt bilen og lagde herefter oplysningerne i køretøjsregistreret til grund, hvoraf fremgik at den 31-årige mand var ejer og bruger af bilen.
Dagsgebyrene var på dette tidspunkt løbet op på over 200.000 kroner. Den 31-årige mand havde et kontoindestående på 100.000-110.000 kroner, hvoraf Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring fik udlæg for 80.000 kroner.