04 maj 2022
Retten i Herning
36-årig kvinde fundet skyldig i bedrageri og databedrageri
36-årig kvinde fundet skyldig i bedrageri og databedrageri i Engesvang i 2017 og 2018
Sagsnummer: SS 99-2095/2021
Den 36-årige kvinde – herefter angivet T - var tiltalt for i december 2017 fra sin bopæl for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved misbrug af en for T skabt adgang til at handle med retsvirkning for en kvinde – herefter angivet K -, for hvem T var beskikket som samværge og hvis formueanliggende, det påhvilede T at varetage, at have fremkaldt en vildfarelse hos banker og kreditorer om, at K ville indgå låneaftaler, idet T uden samtykke fra K anvendte K’s NemID til at oprette følgende låneaftaler:
1. lån af 4.000 kr.
2. lån af 4.000 kr.
3. lån af 45.000 kr.
4. lån af 85.000 kr.
hvorved T bestemte bankerne og kreditorerne til at yde K lån, hvilket påførte K og/eller bankerne og kreditorerne risiko for at lide at økonomisk tab.
T var tillige tiltalt for databedrageri ved fra sin bopæl for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding retsstridigt at have påvirket resultatet af en databehandling, idet T, der på gerningstidspunktet virkede som samværge for K og derfor havde adgang til K’s bankkonti og NemID, overførte 37.500 kr. fra K’s konto i en bank til sin egen bankkonti, hvilket skete uden K’s samtykke.
T nægtede sig skyldig, men retten fandt det på baggrund af de dokumenterede oplysninger om låneoptagelserne og om bevægelserne på K’s konti, herunder overførsel af 37.500 kr. til T’s konto sammenholdt med T’s forklaring om, at hun alene havde adgang til at benytte K’s NemID bevist, at T var skyldig. T blev herefter fundet skyldig i bedrageri og databedrageri.
T blev pålagt at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse. Straffen blev fastsat i overensstemmelse med mentalundersøgelsens konklusion, hvori ambulant psykiatrisk behandling blev anbefalet.
Dommen er afsagt den 9. marts 2022.