Gå til sidens indhold

Retten i Herning

18 jul. 2022

Retten i Herning

15-årig mand fundet skyldig i trusler mod anklager

15-årig mand fra Herning fundet skyldig i at have truet med at øve vold mod anklagerfuldmægtig, der fungerede som anklager i sag, hvor tiltalte afgav vidneforklaring

Sagsnummer: SS 99-1126/2022.

Den 15-årige mand var tiltalt for i januar 2022 i Retten i Herning i forbindelse med, at han afgav vidneforklaring at have truet med at øve vold mod en anklagerfuldmægtig, der fungerede som anklager i sagen, idet tiltalte udtalte til anklagerfuldmægtigen: ”fuck, jeg kunne godt klaske dig en lige nu” eller lignende.

Tiltalte erkendte sig skyldig og forklarede, at han i januar var indkaldt som vidne i en sag. Anklageren blev ved med at stille de samme spørgsmål, og han blev irriteret på anklageren. Det var derfor, at han rettet mod anklageren sagde, at han godt kunne klaske ham en lige nu.

Tiltalte blev på baggrund af sin erkendelse fundet skyldig og idømt 30 dages fængsel. Straffen blev gjort betinget med vilkår om, at han ikke måtte begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år og at han skulle efterkomme en eventuel afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet.

Dommen blev afsagt den 11. maj 2022 og tiltalte modtog dommen.