Gå til sidens indhold

Retten i Herning

13 okt. 2023

Retten i Herning

Tillægsstraf på 60 dages fængsel for forsøg på flugt fra arrest

Dom afsagt: 6. juni 2023

En 22-årig varetægtsfængslet mand i Ringkøbing arrest fundet skyldig i at have forsøgt at flygte fra arresten ved at have aflistet glaslisterne på sit cellevindue, således at glasset kunne tages ud, og der var fri adgang til tremmerne.

Sagsnummer: 99-3150-2022

Flugtforsøget fandt sted den 6. oktober 2021, ca. kl. 18.00. Det blev opdaget ved et rutinetjek i cellen, idet en fængselsbetjent konstaterede, at der bag et skab lå en træliste. Han kunne se, at det var listen fra glasset og løftede derfor op i persiennen og så, at hele vinduet var aflistet. Resten af listerne blev fundet andre steder i cellen, ødelagte. Der var blevet foretaget celleeftersyn, inden tiltalte blev indsat i cellen og igen den 6. september 2021, hvor tiltalte sad i cellen. På ingen af disse tidspunkter blev det konstateret, at ruden var aflistet.

Tiltalte var ikke mødt under sagen, og den blev afgjort uden hans tilstedeværelse i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4. Forsvareren erklærede, at tiltalte nægtede sig skyldig. Der blev afgivet forklaring af den fængselsbetjent, der opdagede forehavendet.

Retten lagde efter fængselsbetjentens forklaring til grund, at det var tiltalte, der havde aflistet glaslisterne på cellevinduet. Efter fængselsbetjentens forklaring om, hvordan listerne var fjernet og skjult i cellen sammenholdt med oplysningerne om en skrue, der var sat i, så vinduet kunne tages ud og sættes på igen, var det bevist, at tiltale ved at afliste glaslisterne på sit cellevindue havde forsøgt at flygte fra arresten, og at han havde det nødvendige forsæt. Han blev derfor fundet skyldig i tiltalen efter straffelovens § 124, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, jf. § 89.

Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Straffen var en tillægsstraf, idet forholdet var begået forud for en eksisterende dom. Der blev ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdets karakter, herunder den skærpelse af strafniveauet, der er forudsat ved den seneste lovændring. Retten lagde også vægt på, at straffen blev fastsat som en tillægsstraf, og at der var tale om et forsøg.

Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 6. juni 2023.