18 okt. 2023
Retten i Herning
40 dages betinget fængsel for vold mod vognmand
Dom afsagt: 9. oktober 2023
En 29-årig mand blev fundet skyldig i vold ved at have brækket en vognmands finger efter en færdselsuoverensstemmelse.
Sagsnummer: 99-440/2023
Sagen kort fortalt
Den 29-årige mand var tiltalt for vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved at have taget i fat en buschaufførs finger og vredet den i en sådan grad, at fingeren brækkede.
Tiltalte nægtede sig skyldig. Han forklarede, at han var blevet mødt af en modkørende bus, som kørte i hans vognbane, og han var derfor nødt til at trække ud i grøften. Han kørte efter bussen hen til en busholdeplads for at konfrontere buschaufføren. Da han kom frem til busholdepladsen, talte han stille og roligt med lederen i virksomheden. Han blev her anråbt af buschaufføren, og der opstod en konflikt, som medførte, at buschaufføren forlod stedet, og han blev bedt forlade pladsen af lederen. Da han ikke ville forlade pladsen, begyndte lederen at skubbe ham væk, hvor han som forsvar tog fat i lederens finger og vred den rundt, indtil det sagde knæk.
Forurettede forklarede, at tiltalte var ankommet til busholdepladsen ophidset over, at en bus var kommet over i hans kørebane. Tiltalte var i et skænderi med buschaufføren, og tiltalte brugte forskellige skældsord i den forbindelse. Forurettede forklarede, at han forsøgte at få ham til at forlade stedet ved blidt at puffe ham væk, da han følte sig truet af tiltalte. Tiltalte reagerede på dette ved at vride hans finger, til den brækkede. Buschaufføren forklarede som vidne, at han ikke havde set en modkørende bil i svinget, men han bemærkede en bil, da han kom hen til busholdepladsen. Han oplevede her en diskussion mellem tiltalte og forurettede om et sving, han skulle have foretaget. Han konfronterede tiltalte med nødvendigheden i svinget, men gik væk, da tiltalte talte grimt. Han hørte herefter tumult, og forurettede fortalte ham, at der var sket noget med forurettedes finger.
Dommens resultat
Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at tiltalte var ophidset, da han opsøgte buschaufføren og forurettede på busholdepladsen, og det var hans intention at konfrontere dem. Retten lagde endvidere til grund, at tiltalte, efter opfordringer både mundtligt og ved puf om at forlade pladsen, havde reageret ved at vride forurettedes finger, så denne brækkede. Retten fandt det derfor bevist, at tiltalte var skyldig.
Straffen blev fastsat til 40 dages fængsel. Et flertal af dommerne fandt, at straffen skulle gøres betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste under hensyntagen til tiltaltes gode personlige forhold, og at han ikke tidligere er straffet. Et mindretal af dommerne fandt, at fængselsstraffen skulle være ubetinget, under hensyntagen til at volden var meningsløs og sket i vrede over en trafikal hændelse. Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, og straffen blev således gjort betinget.
Tiltalte valgte ikke at anke dommen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 9. oktober 2023.