Gå til sidens indhold

Retten i Herning

11 jan. 2024

Retten i Herning

40 dages fængsel for forevisning af falsk ukrainsk kørekort

Dom afsagt: 18. december 2023

39-årig mand fra Kibæk fundet skyldig i dokumentfalsk ved forud for den 19. maj 2022 at have forevist et falsk ukrainsk kørekort over for personalet i Færdselsstyrelsen med henblik på at få dette ombyttet til et dansk kørekort

Sagsnummer: 99-1547/2023

Sagen kort fortalt

Manden har under sagen erkendt, at det ukrainske kørekort er falsk. Efter mandens egen forklaring kom han i besiddelse af kørekortet ved at søge efter et sådant på nettet, hvorefter han mødtes med en for ham ukendt person, som overdragede kørekortet til ham. Efter mandens egen forklaring foregik dette ikke på et kontor tilhørende en ukrainsk myndighed, men han var ikke på det tidspunkt klar over, at kørekortet var falsk. Det har han først erfaret efterfølgende. Manden nægtede sig på denne baggrund skyldig.

Retten fandt, at det måtte have stået manden klart, at det ukrainske kørekort, som han fik overdraget, ikke var udstedt af en ukrainsk myndighed, og at det dermed ikke var et lovligt udstedt kørekort.

Efter mandens egen forklaring indleverede han det falske ukrainske kørekort til kommunen, som videresendte det til Færdselsstyrelsen med henblik på at få dette ombyttet til et dansk kørekort.

Manden blev herefter fundet skyldig i dokumentfalsk, jf. straffelovens § 171.

Straffen blev fastsat til fængsel i 40 dage. Der var ikke grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen betinget. Manden blev desuden tildelt en advarsel om udvisning, og det falske kørekort blev konfiskeret.

Manden valgte at anke dommen.

Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 18. december 2023.