Gå til sidens indhold

Retten i Herning

29 nov. 2024

Retten i Herning

Dom til anbringelse i voldssag

Dom afsagt: 28. oktober 2024

40-årig mand idømt anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap for seks tilfælde af vold begået mod primært personale og andre beboere på botilbud i Herning Kommune

40-årig mand idømt anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap for seks tilfælde af vold begået mod primært personale og andre beboere på botilbud i Herning Kommune

Sagsnummer: 648/2024

Sagen kort fortalt

Tiltalen angik syv forhold af vold, herunder ét forhold af grov vold, jf. straffelovens § 245, begået i perioden fra 8. november 2022 til 30. oktober 2023. Tiltalte nægtede sig skyldig, men var med rettens tilladelse ikke til stede under hele hovedforhandlingen og afgav efter eget ønske ikke forklaring.

Tre af forholdene vedrørte vold begået mod tjenestegørende personale på det botilbud, hvor tiltalte var anbragt. Forholdene omfattede at have slået en medarbejder én gang i ansigtet med knyttet hånd i forbindelse med dennes ledsagelse af tiltalte til lægehus, at have bidt en anden medarbejder i hånden i forbindelse med dennes ledsagelse af tiltalte til hospitalet og at have slået en tredje medarbejder én gang i brystkassen med knyttet hånd og forsøgt at slå medarbejderen i ansigtet i forbindelse med arbejdet med udførelse af tiltaltes soverutine. Tre forhold vedrørte vold begået mod andre beboere på botilbuddet ved henholdsvis et slag i ryggen med knyttet hånd, et slag i ryggen med flad hånd og et skub i ryggen. Det sidste forhold, der blev karakteriseret som grov vold efter straffelovens § 245, vedrørte vold mod en tilfældig ansat i det beskæftigelsestilbud, hvor tiltalte arbejdede, idet tiltalte ifølge tiltalen skulle have tildelt ét slag i hovedet med en glaskande, så kanden knustes.

Tiltalte blev fundet skyldig i seks af forholdene, idet han blev frifundet for at have slået en anden beboer i ryggen én gang med knyttet hånd. Tiltalte var således skyldig i vold, jf. straffelovens § 244, § 245 og § 119, sidstnævnte for de forhold, der vedrørte personalet på botilbuddet. Retten lagde generelt vægt på vidneforklaringer i sagen og i enkelte af forholdene indholdet af fremlagte politiattester. Tiltalte var i forbindelse med sagen blevet mentalundersøgt, og sagen havde været forelagt Retslægerådet.

Retten fandt, at tiltalte var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, om personer mentalt retarderede i højere grad og derfor var straffri. For at forebygge nye lovovertrædelser, og da mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes tilstrækkelige, fandt retten dog, at tiltalte skal anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Der blev ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen. En tidligere idømt foranstaltning blev samtidig ophævet.

Forsvareren udbad sig på vegne tiltalte 14 dages betænkningstid med hensyn til eventuel anke.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 28. oktober 2024.