Gå til sidens indhold

Retten i Herning

18 dec. 2024

Retten i Herning

Dom i sag om 15 %-reglen ved familieoverdragelse.

Dom afsagt: 18. december 2024

Retten i Herning har den 18. december 2024 frifundet Skat i en sag om ændring af værdiansættelsen i en familiehandel.

Sagen blev behandlet af 3 dommere.

Borgerne havde nedlagt påstand om, at Skat i afgiftsmæssig henseende skulle anerkende, at værdien af den overdragne faste ejendom i en familiehandel skulle fastsættes til den aftalte sum på 1.300.000 kr., der var 10,4 % under den offentlige ejendomsværdi på 1.450.000 kr.

Skat havde imidlertid ændret værdiansættelsen til 1.975.000 kr. svarende til den pris, som moren havde erhvervet ejendommen for godt 2 år forinden, og beregnet gaveafgift herudfra. I forbindelse med familiehandlen blev hele den aftalte pris belånt hos realkredit svarende til en vurdering af realkreditinstituttet på mindst 1.625.000 kr. Endelig blev ejendommen knap 3 år efter familieoverdragelsen videresolgt af datteren for 2.425.000 kr. Der havde ikke været generelle prisfald i perioden fra morens køb til familiehandlen.

Retten fandt på denne baggrund, at handelsværdien på tidspunktet for familiehandlen var væsentlig højere end den aftalte pris, og at der derfor forelå sådanne særlige omstændigheder, at Skat havde været berettiget til at ændre værdiansættelsen. Retten fandt i den forbindelse, at der ikke var godtgjort en bindende administrativ praksis om, at der i en situation svarende til den foreliggende altid var krav på at benytte 15 % reglen i værdiansættelsescirkulæret.

BS-2341/2023-HER