Gå til sidens indhold

Retten i Herning

08 feb. 2024

Retten i Herning

60 dages fængsel for retsstridige hævninger af kontantbeløb

Dom afsagt: 4. december 2023

39-årig mand fundet skyldig i databedrageri ved i to tilfælde uretmæssigt at have anvendt to ældre kvinders betalingskort til at foretage hævninger i flere hæveautomater og butikker i Ringkøbing.

Sagsnummer: 99-1712/2023

Manden var tiltalt for bedrageri efter straffelovens § 279 ved i forening med en eller flere uidentificerede medgerningsmænd i to tilfælde at have udgivet sig for at være ansat i Vestjysk Bank A/S, og herved formået at få udleveret de to ældre kvinders betalingskort. Han var herudover tiltalt for databedrageri efter straffelovens § 279a ved efterfølgende at anvende kortene til at hæve i alt ca. 30.000 kr.

Manden har under sagen erkendt sig skyldig i at være involveret i hævningerne, men han har nægtet at have været bekendt med forløbet forud for hævningerne, herunder hvordan betalingskortene var blev skaffet.

Retten fandt det bevist, at manden var skyldig i databedrageri, da han efter sin egen forklaring havde fået overdraget betalingskortene med besked om, at han skulle hæve penge. Retten fandt det derimod ikke bevist, at manden var skyldig i bedrageri, da tiltalte har forklaret, at han ikke havde kendskab til bedrageriforholdene, og da der ikke var fremlagt bevis herfor, var der ikke grundlag for at tilsidesætte mandens forklaring.

Den 39-årige mand blev derfor fundet skyldig i databedrageri efter straffelovens § 279a. Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Der blev ved strafudmålingen lagt vægt på forholdenes karakter samt størrelse på de hævede beløb.

Straffen blev gjort betinget under hensyn til, at manden havde angivet sig selv, omlagt sit liv, hvor han ved domsafsigelsen havde været stoffri i et år, og var i fast arbejde. 

Manden valgte ikke at anke dommen.

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 4. december 2023.