19 jun. 2024
Retten i Herning
Mand straffet med fængsel i 5 år for forsøg på røveri
Dom afsagt: 22. maj 2024
56-årig mand fundet skyldig i forsøg på røveri i et privat hjem i Herning overfor en 16-årig beboer
Sagsnummer: 99-3606/2023
Sagen kort fortalt
Manden var tiltalt for forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved uberettiget at have skaffet sig adgang til en privat adresse, hvor han skubbede en 16-årig beboer og pressede sin underarm og albue mod beboerens hals og tinding, hvor han samtidigt truede beboeren til at udlevere penge, smykker og andre værdigenstande.
Tiltalte nægtede sig skyldig, og han forklarede, at han var kravlet ind i et hus, som fremstod tomt, gennem et vindue, da han manglede penge, og derfor ville begå et indbrud i huset. Inde i huset opdagede han, at der sad en beboer på et værelse med en telefon i hånden. Da han ikke ville have, at beboeren skulle ringe til politiet, skubbede han til ham, da han ville have telefonen ud af hånden på ham. Dette udviklede sig til håndgemæng, og tiltalte væltede ned af trappen. Det var ikke hans intention at begå røveri.
Den 16-årige beboer forklarede, at han var blevet overrumplet af den tiltalte, som brasede ind på hans værelse, hvor tiltalte ved brug af sin underarm mod beboerens hals holdt ham fast, og da han forsøgte at gøre modstand, pressede tiltalte sin albue imod beboerens tinding. Tiltalte trak ham derefter ud på gangen, hvor han truede ham med, at han skulle udlevere penge og smykker til tiltalte. Beboeren fik skubbet tiltalte ned af trappen, hvorved han fik overhånden og kunne overmande tiltalte.
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at tiltalte var brudt ind i huset, og at han havde overfaldet den 16-årige beboer i den forbindelse. Retten skulle herefter tage stilling til, om det skulle kategoriseres som et indbrud som udviklede sig til et røveri, eller om det skulle kategoriseres som et egentligt hjemmerøveri.
Retten lagde til grund, at tiltalte ikke havde gjort tilstrækkeligt for at sikre, at der ikke var nogen hjemme, og da han opdagede, at der var nogen hjemme, forlod han ikke adressen, men han fortsatte sit forehavende. Retten fandt derfor, at tiltalte havde haft forsæt til at begå et egentligt hjemmerøveri.
Straffen blev fastsat til 5 år. Retten lagde i skærpende retning vægt på, at tiltalte flere gange tidligere er straffet for lignende kriminalitet, herunder et tilfælde hvor han blev løsladt ganske tæt på denne hændelse og at volden er sket imod en mindre årig. Retten lagde i formildende retning vægt på, at det ikke var et planlagt hjemmerøveri og der alene var tale om et forsøg.
Sagen var en domsmandssag og dommerne var enige om dommens resultat.
Tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 22. maj 2024.