06 nov 2020

Højesteret

Fortsat varetægtsfængsling under ankesagen

Betingelserne for fortsat varetægtsfængsling under ankesagen var ikke opfyldt

Sag 184/2019

Kendelse afsagt den 6. november 2020

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev i 2003 idømt en fængselsstraf og udvist med indrejseforbud for bestandig. Den 29. august 2019 blev T anholdt i Københavns Lufthavn, hvor han var i transit mellem Litauen og England, og sigtet for overtrædelse af indrejseforbuddet meddelt ved dommen i 2003. T blev varetægtsfængslet til den 12. september 2019, hvor sagen var berammet til hovedforhandling i Københavns Byret. Ved byrettens dom af 12. september 2019 blev T fundet skyldig i overtrædelse af indrejseforbuddet og idømt fængsel i 10 dage samt udvisning med indrejseforbud i 6 år. Byretten bestemte, at T skulle forblive varetægtsfængslet, indtil bestemmelsen om udvisning kunne fuldbyrdes. Den 23. september 2019 ankede anklagemyndigheden byrettens dom til Østre Landsret og fremsatte begæring om, at T skulle være varetægtsfængslet under ankesagen, hvilket landsretten tog til følge ved kendelse af 26. september 2019. Ved dom af 23. oktober 2019 stadfæstede landsretten byrettens dom med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i 60 dage.

Sagen for Højesteret angik, om betingelserne i udlændingeloven for fortsat varetægtsfængsling af T var opfyldt den 26. september 2019, hvor landsretten afsagde kendelse om varetægtsfængsling.

Det er bl.a. en betingelse for fortsat varetægtsfængsling, at der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes.

T var litauisk statsborger med bopæl i England, hvor hans kone og børn også boede, og hvor han drev selvstændig virksomhed. Det var ubestridt, at han havde gode og stabile personlige forhold.

Efter en samlet vurdering af T’s personlige forhold og den straf, der kunne forventes, fandt Højesteret, at der den 26. september 2019 ikke var bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre hans tilstedeværelse under ankesagen. Højesteret fandt dermed, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling ikke var opfyldt, og at begæringen herom derfor ikke burde være taget til følge.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele kendelsen i sag 184/2019 (pdf)