14 dec. 2020
Højesteret
Selvangivelsesomvalg fra skattefri til skattepligtig fusion
Selskab kunne ikke foretage selvangivelsesomvalg fra skattefri fusion til skattepligtig fusion
Sag BS-2383/2020-HJR
Dom afsagt den 14. december 2020
X Holding ApS
mod
Skatteministeriet
X Holding ApS og Y A/S fusionerede pr. 1. oktober 2012 med X Holding ApS som det fortsættende selskab. Selskabet valgte en skattefri fusion. SKAT ændrede herefter selskabets skatteansættelse for indkomståret 2013, således at tidligere fradragsberettigede aktietab i de fusionerede selskaber bortfaldt og ikke blev fremført som fradrag i det fortsættende selskab, jf. fusionsskattelovens § 8, stk. 8.
Selskabet anmodede herefter om at foretage omvalg, således at fusionen blev skattepligtig i stedet for skattefri. Anmodningen var begrundet i, at selskabet ikke havde været opmærksom på, at det følger af fusionsskatteloven, at ved skattefri fusion kan fradragsberettigede aktietab fra tidligere indkomstår i de fusionerede selskaber ikke videreføres til fradrag efter aktieavancebeskatningsloven i det fortsættende selskab.
Højesteret fastslog, at et valg truffet af den skattepligtige i forhold til skattemyndighederne som udgangspunktet er bindende for den skattepligtige.
Højesteret afviste, at X Holding ApS kunne foretage omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30 fra skattefri fusion til skattepligtig fusion, da bortfald af de fusionerede selskabers fradragsberettigede aktietab var en følge af selskabets eget valg af skattefri fusion. Det var ikke en følge af en ansættelse foretaget af SKAT.
Landsretten var nået til samme resultat.