30 apr 2020
Højesteret
Nærmeste pårørende
Ikke grundlag for at fravige formodningsreglen i forsikringsaftalelovens § 105 a, stk. 1, jf. arvelovens § 2, hvorefter begge forældre skulle anses som ”nærmeste pårørende”
Sag BS-39119/2019-HJR
Dom afsagt den 30. april 2020
A
mod
B
C, der var søn af A og B, afgik ved døden i 2016, da han var 31 år. Ved hans død kom for-sikringer til udbetaling i henhold til policer, hvorefter forsikringssummerne tilkom ”nærmeste pårørende”. Forsikringssummerne skulle derfor udbetales til Cs ”nærmeste pårørende”, jf. forsikringsaftalelovens § 105 a, stk. 1.
C efterlod sig hverken ægtefælle, samlever eller børn og havde ikke oprettet testamente, og hans arvinger var efter arvelovens § 2, stk. 1, hans forældre, der arvede hver en halvdel. Sagen angik, om forsikringssummerne skulle udbetales med halvdelen til hver af forældrene, eller om ”andet fremgår af omstændighederne”, jf. § 105 a, stk. 1, således at kun hans mor skulle anses som ”nærmeste pårørende” og have udbetalt hele beløbet.
Under sagens omstændigheder tiltrådte Højesteret, at der ikke havde været et sådant fravær af kontakt mellem C og hans far, at dette i sig selv uden en viljestilkendegivelse fra C gav grundlag for at fravige formodningsreglen i forsikringsaftalelovens § 105 a, stk. 1, jf. arvelovens § 2, hvorefter begge forældre skulle anses som ”nærmeste pårørende”. Forsikringssummerne skulle derfor udbetales til Cs forældre med halvdelen til hver.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen i sag BS-39119/2019-HJR (pdf)