26 aug. 2020
Højesteret
Om ophævelse af gældssanering
Ikke grundlag for at ophæve gældssanering, selv om skyldneren havde tilsidesat sin oplysningspligt
Sag 173/2019
Kendelse afsagt den 26. august 2020
A
mod
Sparekassen Vendsyssel
Sagen angik, om der var grundlag for at ophæve skifterettens kendelse fra 2015 om gældssanering for A, fordi A havde tilsidesat sin pligt til inden rimelig tid at underrette skifteretten og fordringshaverne om, at der var indtrådt en væsentlig forbedring af hendes økonomiske forhold, idet hun havde fået et arbejde.
Højesteret udtalte, at ved skyldnerens indgåelse af et nyt ansættelsesforhold, må forbedring af skyldnerens økonomiske forhold afhængig af omstændighederne anses for indtrådt ved indgåelse af ansættelseskontrakten eller på tidspunktet for skyldnerens tiltrædelse af stillingen. Skyldneren kan således ikke afvente udløbet af en eventuel prøveperiode med at give underretning om de ændrede forhold.
Da A ved ansættelsesbrev af 19. marts 2018 med virkning fra 1. februar 2018 fik ansættelse og først underrettede skifteretten og fordringshaverne herom i henholdsvis maj/juni og den 8. juli 2018, fandt Højesteret, at underretningen ikke som foreskrevet kunne anses for at være sket inden rimelig tid.
Spørgsmålet var herefter, om det forhold, at A havde tilsidesat sine pligter, medførte, at gældssaneringskendelsen skulle ophæves.
På baggrund af formålet med reglerne om gældssanering og henset til ophævelsens alvorlige betydning udtalte Højesteret, at der ved vurderingen af, om der er grundlag for at ophæve en kendelse om gældssanering, må lægges vægt på navnlig karakteren og grovheden af skyldnerens tilsidesættelse af sine pligter, herunder om skyldneren af egen drift har gjort skifteretten og fordringshaverne opmærksom på, at der er sket en væsentlig forbedring af de økonomiske forhold. Der kan endvidere lægges vægt på, om fordringshaverne har haft rimelig tid til at varetage deres interesser, f.eks. til at fremsætte en anmodning om genoptagelse.
Da A efter det oplyste ikke havde modtaget nærmere vejledning om forståelse af begrebet ”rimelig tid”, da hun af egen drift rettede henvendelse til skifteretten og fordringshaverne, da det måtte lægges til grund, at hun ikke havde haft til hensigt at skjule forbedringen for fordringshaverne, og da fordringshaverne havde rimelig tid til at vurdere, om der var grundlag for at fremsætte en anmodning om genoptagelse af gældssaneringen, fandt Højesteret, at der var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet om, at skyldnerens tilsidesættelse af underretningspligten medførte, at gældssaneringen skulle ophæves.
Landsretten var nået til et andet resultat.