Gå til sidens indhold

Højesteret

28 jan. 2021

Højesteret

Om ophævelse af agentaftale

Agenturgiver var berettiget til at ophæve agentaftale, og agenten havde ikke ret til erstatning for mistet provisionsindtægt eller godtgørelse for goodwill

Sag BS-7909/2020-HJR
Dom afsagt den 28. januar 2021

Jo & Co BVBA
mod
DK Company Vejle A/S

Sagen angik, om DK Company Vejle som agenturgiver havde været berettiget til at ophæve en agentaftale vedrørende tøjmærket ICHI som følge af, at agenten Jo & Co havde indgået en aftale om forhandling af et andet tøjmærke.

Af ICHI-agenturaftalen fulgte, at agenten ikke uden agenturgivers tilladelse måtte indgå aftale vedrørende andre tøjmærker.

Højesteret tiltrådte, at tilladelseskravet i ICHI-agenturaftalen på ophævelsestidspunktet ikke var bortfaldet eller ændret ved aftale eller passivitet som følge af parternes samarbejde, herunder i forbindelse med kontraktforhandlinger om andre tøjmærker. DK Company Vejle var derfor berettiget til at ophæve ICHI-agenturaftalen, og Jo & Co havde ikke krav på erstatning for mistet provisionsindtægt.

Højesteret tiltrådte endvidere, at Jo & Co’s indgåelse af agenturaftalen vedrørende et andet tøjmærke uden accept fra DK Company Vejle udgjorde en sådan krænkelse af Jo & Co’s forpligtelser efter ICHI-agenturaftalen, at der var tale om væsentlig misligholdelse i handelsagentlovens § 27, nr. 1’s forstand. Som følge heraf havde Jo & Co ikke krav på godtgørelse for goodwill.

Højesteret kom således til samme resultat som landsretten.

Læs hele dommen i sag BS-7909/2020-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-7909/2020-HJR (pdf)

Læs Sø- og Handelsrettens afgørelse i sag BS-7909/2020-HJR (pdf)