Gå til sidens indhold

Højesteret

12 maj 2021

Højesteret

Sagsomkostninger ophævet i sag om personskadeerstatning mv.

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens afgørelse om, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part

Sag BS-30114/2020-HJR
Dom afsagt den 12. maj 2021

Allianz Seguros
mod
A

A var i 2011 involveret i en trafikulykke. Modpartens ansvarsforsikringsselskab, Allianz Seguros, anerkendte ansvarsgrundlaget og udbetalte 100.000 kr. til A som uspecificeret erstatning. I 2014 anlagde A sag mod Allianz Seguros med krav om betaling af et yderligere beløb. For byretten og landsretten drejede sagen sig om A’s krav på erstatning og godtgørelse for varigt mén, svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, hustruens pasning af ham og skade på hans bil. Herudover drejede sagen sig for landsretten om erstatning for erhvervsevnetab. Tvisten angik for både byretten og landsretten bl.a., om der var årsagssammenhæng mellem ulykken og nogle helbredsmæssige gener hos A. For byretten nedlagde A påstand om, at Allianz Seguros skulle betale 701.988,99 kr., og for landsretten påstand om betaling af 1.701.988,99 kr.

Ved landsrettens dom fik A medhold i, at der var årsagssammenhæng mellem ulykken og nogle af A’s helbredsmæssige gener, og at han var berettiget til godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende godtgørelse for hustruens pasning af ham, at tabt arbejdsfortjeneste ikke var bevist, og at kravet om erstatning for erhvervsevnetab var forældet. Udover beløbet på 100.000 kr., som Allianz Seguros inden sagens anlæg havde udbetalt, blev A herefter tilkendt i alt 59.263 kr., hvori også indgik erstatning for skade på hans bil mv.

Højesterets flertal lagde til grund, at sagens tyngdepunkt vedrørte årsagssammenhæng, og fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte landsrettens afgørelse om, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for byretten eller landsretten til den anden part.

Landsrettens afgørelse om sagsomkostninger blev således stadfæstet.

Læs hele dommen i sag BS-30114/2020-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-30114/2020-HJR (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag BS-30114/2020-HJR (pdf)