Gå til sidens indhold

Højesteret

28 jun. 2022

Højesteret

Om præjudiciel forelæggelse

Ikke forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen i sag om beslaglæggelse af bil med henblik på tredjemandskonfiskation

Sag 102/2021
Kendelse afsagt 28. juni 2022

Anklagemyndigheden
mod
A A/S
og
C

B, som er C’s ægtefælle, blev den 5. april 2021 sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt mindst 103 km/t i et område med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Bilen blev samtidig beslaglagt med henblik på konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.

Bilens ejer er A A/S, som har leaset den til B A/S, som har videreleaset bilen til D A/S, der er en del af X Franchise, som har udlånt bilen til C.

Beslaglæggelsen blev godkendt og opretholdt af såvel byretten som landsretten.

Spørgsmålet for Højesteret var, om der skulle ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om forholdet mellem færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og artikel 17 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, hvilket hverken byretten eller landsretten fandt grundlag for.

Højesteret fastslog, at EU-Domstolen som udgangspunkt har kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål af den ovenfor nævnte karakter, men at det danske EU-forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet) er til hinder for, at der sker præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen i den foreliggende sag.

Læs hele kendelsen i sag 102/2021 (pdf)