Gå til sidens indhold

Højesteret

04 okt. 2023

Højesteret

Varemærke var ikke krænket

T. Hansen Gruppen havde med mærkerne OUTTREK og OUTTREK TECHNOLOGY ikke krænket Trek Bicycle Corporations varemærke TREK

Sag BS-10171/2021-HJR
Dom afsagt den 4. oktober 2023

Trek Bicycle Corporation
mod
T. Hansen Gruppen A/S

Trek Bicycle Corporation (TBC) har siden 1992 haft registreret varemærkeret til ordet TREK for cykler og cykelstel i Danmark. Siden 1999 har TBC derudover haft EU-varemærkeret til ordet TREK for cykelbeklædningsgenstande, og har siden 2007 også haft EU-varemærkeret til bl.a. cykler, cykeldele og cykeltilbehør. TBC har fra omkring 2003 i Danmark gjort brug af ord- og figurmærket TREK i forbindelse med markedsføringen af cykler og cykeludstyr, herunder beklædning, sko og hjelme.

T. Hansen Gruppen A/S (T. Hansen Gruppen) har siden 2010 solgt en række forskellige beklædningsgenstande, herunder bl.a. cykeltøj og -sko, cykel- og skaterhjelme, løbetøj og skitøj under ord- og figurmærkerne OUTTREK og OUTTREK TECHNOLOGY. T. Hansen Gruppen har ikke solgt cykler under disse mærker.

For Højesteret angik sagen i første række om varemærket TREK, inden T. Hansen Gruppen tog mærkerne OUTTREK og OUTTREK TECHNOLOGY i brug i 2010, var velkendt og som følge heraf var omfattet af den udvidede beskyttelse i varemærkelovens § 4, stk. 2, nr. 3, og varemærkeforordningens artikel 9, stk. 2, litra c.

Højesteret udtalte, at TBC ikke havde bevist, at varemærket TREK var velkendt i Danmark eller i andre medlemsstater i EU, inden T. Hansen Gruppen tog mærkerne OUTTREK og OUTTREK TECHNOLOGY i brug i 2010.

Højesteret tiltrådte, at der efter en helhedsvurdering ikke var grundlag for at antage, at der var risiko for, at forbrugerne vil forveksle, herunder antage at der er forbindelse mellem, T. Hansen Gruppens varer under mærkerne OUTTREK og OUTTREK TECHNOLOGY og TBC’s varer under varemærket TREK, jf. varemærkelovens § 4, stk. 2, nr. 2, eller varemærkeforordningens artikel 9, stk. 2, litra b. Højesteret henviste herved til det af landsretten anførte om, at TBC’s varer under varemærket TREK sælges til hel- og halvprofessionelle sportsudøvere og til motionister, der må antages at have et ikke ubetydeligt mærkekendskab. Endvidere sælges T. Hansen Gruppens varer under mærkerne OUTTREK og OUTTREK TECHNOLOGY kun i virksomhedens egne butikker og via egen hjemmeside. Varerne sælges sammen med en række andre ofte lavt prissatte varer, og de markedsføres kun i T. Hansens egne kataloger og i tv-reklamer for T. Hansen.

Landsretten var nået til det samme resultat.

Læs hele dommen i sag BS-10171/2021-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-10171/2021-HJR i Domsdatabasen

Læs Sø- og Handelsrettens afgørelse i sag BS-10171/2021-HJR i Domsdatabasen