13 apr. 2023
Højesteret
Erstatning for skade forvoldt af ”ukendt” køretøj
Erstatningspligt over for skadelidte, da det skadevoldende køretøj måtte anses for ”ukendt”
Sag BS-27786/2022-HJR
Dom afsagt den 13. april 2023
Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring
mod
A
A blev i 2016 påkørt på cykel af en personbil, der svingede til højre. Ved påkørslen blev han ramt på venstre side af hovedet og nakken. Han landede på hovedet og lå herefter på asfalten, hvor han ganske kortvarigt var ”væk”. Føreren af bilen tilbød A sine kontaktoplysninger, men han forlod stedet uden oplysningerne. Det blev efterfølgende konstateret, at A havde pådraget sig hoved- og vridtraumer.
Efter bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. erstatter Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) som garantifond personskade som følge af uheld i Danmark forvoldt af ukendt, motordrevet køretøj, og spørgsmålet var, om personbilen, der havde påkørt A, måtte anses for ”ukendt”.
Højesteret fastslog, at garantiordningen skal ses i sammenhæng med færdselslovens regler om erstatning og forsikring, og at ordningen skal sikre, at skadelidte får erstatning, selv om det skadevoldende køretøj ikke kan identificeres. Der var på den baggrund ikke grundlag for at fortolke bekendtgørelsen sådan, at et køretøj kun kan anses for ”ukendt”, hvis skadelidte ikke har haft nogen mulighed for at få oplysninger om føreren eller køretøjet (som f.eks. hvis der er tale om en flugtbilist).
Højesteret udtalte, at det må bero på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, om et køretøjet kan anses for ”ukendt” og dermed omfattet af DFIM’s erstatningspligt.
Højesteret udtalte endvidere, at selv om udgangspunktet må være, at den, der bliver påkørt, sikrer sig oplysninger om det skadevoldende køretøj, vil det i situationen ofte være forståeligt, hvis det ikke sker. I den konkrete sag fandt Højesteret, at det var forståeligt, at A ikke sikrede sig oplysninger om føreren eller bilen.
Højesteret fandt herefter, at bilen var ”ukendt”, og at DFIM havde erstatningspligt over for A.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen i sag BS-27786/2022-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-27786/2022-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-27786/2022-HJR i Domsdatabasen