Gå til sidens indhold

Højesteret

30 okt. 2024

Højesteret

Opholdsforbud skulle omfatte en hel kommune

Fastsættelse af omfang og varighed af opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 a

Sag 35/2024

Dom afsagt den 30. oktober 2024

Anklagemyndigheden mod 
mod
T1,
T2
og
T3

T1, T2 og T3 var fundet skyldig i alvorlig personfarlig kriminalitet som led i en bandekonflikt mellem to bandegrupperinger, hvor der som led i konflikten blev anvendt skydevåben, ved i forening og efter forudgående aftale med seks andre at have overfaldet to personer, der blev tildelt flere slag og flere knivstik, hvorved den ene person kom i livsfare. Foruden en fængselsstraf på 4 år for det voldelige overfald meddelte Landsretten T1, T2 og T3 forbud mod at færdes og opholde sig i Odense Kommune i 5 år (opholdsforbud).

Sagen angik for Højesteret, om opholdsforbuddet skulle begrænses til kun at omfatte en del af Odense Kommune, og om varigheden af forbuddet skulle forlænges.

Højesteret bemærkede, at opholdsforbuddet skal forhindre, at de tiltalte genoptager deres kriminelle aktiviteter, når de bliver løsladt og henviste til, at landsretten havde fundet, at de var medlemmer af en bandegruppering, der ifølge Fyns Politi er involveret i alvorlig narkotikakriminalitet, berigelseskriminalitet og personfarlig kriminalitet, herunder som deltager i en række skyderier i perioden 2018-2020 som led i konflikter med andre bandegrupperinger. Højesteret bemærkede desuden, at bandens virkeområde ikke er begrænset til en bestemt del af Odense.

På den baggrund vurderede Højesteret, at det er nødvendigt, at opholdsforbuddet i overensstemmelse med udgangspunktet i lovens forarbejder og politiets faglige vurdering omfatter hele Odense Kommune, og Højesteret fandt således ikke grundlag for at begrænse forbuddet, så det kun omfatter et nærmere afgrænset område i kommunen. 

Højesteret fandt heller ikke grundlag for at begrænse opholdsforbuddet, således at de tiltalte kan passere gennem Odense Kommune i øst- og vestgående retning med tog eller bil, herunder via Fynske Motorvej E20. Højesteret henviste til, at forarbejderne til straffelovens regler om opholdsforbud må forstås således, at der som udgangspunkt vil blive givet en stående tilladelse til transit gennem Odense Kommune via E20 eller med tog, medmindre der er konkrete omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at der er risiko for misbrug, eller at en tilladelse vil vanskeliggøre håndhævelsen af et opholdsforbud.

Opholdsforbuddet skulle således – i overensstemmelse med lovens udgangspunkt – omfatte hele Odense Kommune.

Højesteret fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering med hensyn til forbuddets varighed.

 

Læs hele Højesterets afgørelse i sag 35/2024 (pdf) 

Læs landsrettens afgørelse i sag 35/2024 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag 35/2024 i Domsdatabasen