Gå til sidens indhold

Højesteret

12 mar 2024

Højesteret

Kære havde opsættende virkning

Kære af kendelse i forbuds- og påbudssag havde opsættende virkning for bestemmelsen om betaling af sagsomkostninger

Sag BS-57319/2023
Kendelse afsagt den 12. marts 2024

SoccerZoom ApS
mod
Area9 Invest ApS,
Area9 Technologies ApS
og
Area9 Lyceum ApS

Københavns Byret afsagde i sommeren 2023 kendelse i en forbuds- og påbudssag anlagt af SoccerZoom mod Area9 Invest, Area9 Technologies og Area9 Lyceum. Ved kendelsen blev der ikke nedlagt forbud eller påbud som påstået af SoccerZoom, og SoccerZoom blev pålagt inden for en fuldbyrdelsesfrist på 14 dage at betale sagsomkostninger. Inden udløbet af fuldbyrdelsesfristen kærede SoccerZoom kendelsen til Østre Landsret.

Sagen angik, om kæren havde opsættende virkning for byrettens sagsomkostningsafgørelse.

Højesteret udtalte, at den almindelige ordning om opsættende virkning ved kære inden fuldbyrdelsesfristens udløb følger af retsplejelovens § 480, stk. 5, jf. stk. 1, jf. § 481, stk. 1, hvorefter kære af en sagsomkostningsafgørelse i en kendelse inden fuldbyrdelsesfristens udløb har opsættende (suspensiv) virkning for fuldbyrdelsen. Spørgsmålet var, om denne almindelige ordning er fraveget ved retsplejelovens § 427. Efter § 427, stk. 1, 1. pkt., træffes byrettens afgørelser om forbud og påbud, herunder en afgørelse om ophævelse af forbud eller påbud eller en selvstændig afgørelse om betaling af de omkostninger, der er forbundet med behandlingen af spørgsmålet, ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kap. 53. Efter § 427, stk. 1, 2. pkt., har kære ikke opsættende virkning for afgørelsen om forbud eller påbud.

Højesteret fremhævede, at formålet med at afskære opsættende virkning ifølge forarbejderne er at sikre forbuddets eller påbuddets effektivitet. Herefter og efter bestemmelsens ordlyd, forarbejder og tilblivelseshistorie fastslog Højesteret, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at § 427, stk. 1, 2. pkt., indebærer en fravigelse af den almindelige ordning om opsættende virkning ved kære inden fuldbyrdelsesfristens udløb for så vidt angår sagsomkostningsafgørelser. Kæren inden fuldbyrdelsesfristen havde dermed opsættende virkning for byrettens bestemmelse om betaling af sagsomkostninger.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele kendelsen i sag BS-57319/2023 (pdf)