Om forældelse

Sag BS-56364/2023-HJR
Dom afsagt den 22. maj 2024

A
mod
Skatteministeriet

Den 9. maj 2017 blev X ApS taget under konkursbehandling. Anmodningen om konkursbehandling var indgivet af SKAT, der havde opgjort sit krav til i alt ca. 1,3 mio. kr. En del af kravet omfattede selskabets indeholdelser af A-skat og AM-bidrag for løn til A, der er søn af selskabets daværende direktør og registrerede ejer, B.

Den 17. januar 2020 sendte Skattestyrelsen som led i partshøringen et forslag til afgørelse til A om bl.a., at hans skat for 2015, 2016 og 2017 blev ændret, så A-skat og AM-bidrag angivet af X blev nulstillet og dermed ikke godskrevet på hans årsopgørelse. Efter partshøringen traf Skattestyrelsen den 18. maj 2020 afgørelse om bl.a. nulstilling af A-skat på i alt 187.515 kr. og AM-bidrag på i alt 47.265 kr. vedrørende de nævnte indkomstår.

For Højesteret angik sagen alene, om Skattestyrelsens krav var forældet på afgørelsestidspunktet den 18. maj 2020. Parterne var enige om, at spørgsmålet om forældelse skulle afgøres efter forældelseslovens regler, og at kravet var omfattet af den almindelige treårige forældelsesfrist.

Skatteministeriet anførte, at forældelse allerede blev afbrudt ved partshøringen den 17. januar 2020, jf. forældelseslovens § 16. Højesteret fandt, at hverken ordlyden af forældelseslovens § 16 eller forarbejderne hertil giver grundlag for at fastslå, at en myndigheds partshøring afbryder forældelse.

Højesteret udtalte, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Kravet over for A kunne således tidligst rejses den 9. maj 2017, hvor X blev erklæret konkurs, og forældelsesfristen for kravet kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt.

Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret udtalte herved, at nulstilling forudsætter blandt andet, at den skattepligtige indkomstmodtager eller dennes nærtstående kan bebrejdes, at der er sket udbetaling af løn og godskrivning af skatter på et tidspunkt, hvor vedkommende i kraft af sin tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, og således at der heller ikke var udsigt til, at der senere ville kunne ske betaling, jf. herved Højesterets domme UfR 1981.473 og UfR 2013.1843 samt Den juridiske vejledning, afsnit A.D.6.

Højesteret fandt, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var suspenderet, så længe skattemyndighederne ikke havde fået kendskab til eller burde have fået kendskab til, at denne betingelse for nulstilling er opfyldt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret tiltrådte, at Skattestyrelsen efter bevisførelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om A eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den 18. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele dommen i sag BS-56364/2023-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-56364/2023-HJR i Domsdatabasen