Om betydningen af juridisk kønsskifte med hensyn til afsoningsforhold

Sag BS-60551/2023-HJR

Dom afsagt den 10. september 2024

A
mod
Direktoratet for Kriminalforsorgen og Herstedvester Fængsel

A er straffet adskillige gange, herunder med fængsel i 4 år i 1984 for bl.a. overfald af særlig farlig karakter og voldtægt begået mod en kvinde. I 1990 blev A dømt til forvaring for voldtægt af særlig farlig karakter begået mod en kvinde.

I marts 2015 fik A efter ansøgning tildelt nyt personnummer og foretog herved et såkaldt juridisk kønsskifte fra mand til kvinde.

Sagen angik, om A har krav på under sin afsoning ikke at blive placeret på en afdeling for mænd, og at nøgenvisitationer og afgivelse af urinprøver ikke foretages i overværelse af mandligt personale, som ikke er sundhedspersonale. Sagen angik endvidere, om A havde krav på godtgørelse som følge af, at hun har været placeret på afdeling for mænd samt er blevet nøgenvisiteret og har afgivet urinprøver i overværelse af mandligt fængselspersonale.

Efter en gennemgang af straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om afsoningsinstitution m.v., samt Direktoratet for Kriminalforsorgens praksis med hensyn til placering af kønsminoriteter beskrevet i en vejledning fra oktober 2023, udtalte Højesteret, at afdelingsplacering af kønsminoriteter sker efter en konkret og individuel helhedsvurdering. I vurderingen indgår en række hensyn til såvel den indsatte som til medindsatte, til personale og til den pågældende afdeling.

Hovedspørgsmålet var herefter, om placeringen af A i en afdeling for mandlige indsatte udgør et indgreb i hendes ret til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Højesteret henviste til, at der ved beslutningen om at nægte A at afsone på en kvindeafdeling var lagt vægt på bl.a, at A biologisk fortsat er mand, at hun er dømt for voldtægt af en kvinde, og at sikkerhedshensyn vil være afgørende for placering af en indsat, hvorfor det tillægges vægt, hvilken kriminalitet den pågældende er dømt for, og om en given placering må antages at udgøre en risiko for personalet, den indsatte selv eller de medindsattes sikkerhed.

Højesteret henviste endvidere til, at A inden sit juridiske kønsskifte var dømt for grov vold og voldtægt begået over for kvinder, at hun to gange er idømt forvaring og at hun i en risikovurdering fra oktober 2022 er anset som farlig for sine omgivelse med væsentlig risiko for recidiv til sædelighedskriminalitet og med høj risiko for recidiv til voldelig kriminalitet.

På den baggrund fastslog Højesteret, at placeringen af A på en afdeling for mænd ikke var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte fængselsmyndighedernes beslutning om placering af A på en afdeling for mænd.

Angående spørgsmålet om nøgenvisitationer og urinprøver udtalte Højesteret bl.a., at det følger af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5, at undersøgelser skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det fremgår af stk. 6, at undersøgelse, der indebærer afklædning, kun må foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte. Dette gælder dog ikke for sundhedspersonale. Bestemmelserne finder tilsvarende anvendelse ved afgivelse af urinprøve, jf. lovens § 60 a, stk. 1, jf. stk. 2.

Efter en gennemgang af lovforarbejderne til bestemmelsen, der blev indført før muligheden for juridiske kønsskifte, fastslog Højesteret, at køn i bestemmelsens forstand som udgangspunkt må forstås som en persons biologiske køn.

Spørgsmålet var herefter, om nøgenvisitationerne og afgivelsen af urinprøver i overværelse af mandligt personale indebar en nedværdigende behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3 eller krænkelse af A’s privatliv i strid med artikel 8.

Højesteret udtalte, at det kan lægges til grund, at A biologisk er en mand og efter en konkret og individuel vurdering med rette er placeret på en afdeling for mænd. Herefter indebar nøgenvisitationerne og urinprøverne afgivet i overværelse af mandligt fængselspersonale i overensstemmelse med straffuldbyrdelsesloven ikke en krænkelse af Menneskerettighedskonventionen.

Højesteret fastslog endvidere, at nøgenvisitationerne og urinprøveafgivelserne, der havde fundet sted, ikke havde haft et omfang eller en karakter, der indebar en krænkelse af Menneskerettighedskonventionen.

Højesteret frifandt herefter Direktoratet for Kriminalforsorgen og Herstedvester Fængsel.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele Højesterets afgørelse i sag BS-60551/2023-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-60551/2023-HJR i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag BS-60551/2023-HJR i Domsdatabasen