Gå til sidens indhold

Højesteret

21 mar. 2025

Højesteret

Afvisning af ankesag

Anke afvist, da det ikke var sandsynliggjort, at overskridelse af frist for forkyndelse ikke kunne tilregnes anklagemyndigheden

Sag 59/2023 – 86/2023

Kendelse afsagt den 20. marts 2025

Anklagemyndigheden
mod
T1, T2 og T3 m.fl. 

28 russiske søfolk var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovgivningen ved uden fornøden tilladelse at have udført arbejde på slæbebåde inden for dansk søterritorium. De var blevet frifundet i byretten og landsretten. Sagen var med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 31. august 2023 anket af anklagemyndigheden til Højesteret.

Anklagemyndigheden anmodede den 11. september 2023 de russiske myndigheder om bistand til forkyndelse i henhold til retshjælpskonventionen (Europæisk Konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager). I perioden fra den 11. januar til den 22. februar 2024 skete forkyndelse over for 12 af de 28 søfolk. Anklagemyndighedens anke skulle have været forkyndt senest den 14. september 2023, og forkyndelserne var derfor ikke sket rettidigt. 

Spørgsmålet for Højesteret var, om anklagemyndighedens anke skulle tillades for så vidt angår 12 af de 28 søfolk, jf. retsplejelovens § 933, stk. 1, jf. § 910, stk. 2, 1. pkt. Efter denne bestemmelse kan Højesteret tillade anken, hvis den part, der anker, sandsynliggør, at overskridelse af fristen skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende.

Højesteret lagde vægt på, at anklagemyndighedens retshjælpsanmodning først blev sendt til de russiske myndigheder få dage forud for ankefristens udløb, og at retshjælpsanmodningen bl.a. ikke indeholdt en kortfattet fremstilling af sagens omstændigheder. Anklagemyndigheden havde derfor ikke sandsynliggjort, at overskridelsen af fristen skyldtes forhold, som ikke kunne tilregnes anklagemyndigheden.

Højesteret afviste derfor anken. For så vidt angår de 16 søfolk, der ikke var sket forkyndelse for, blev anken ligeledes afvist. 

Læs Højesterets afgørelse i Sag 59/2023 – 86/2023 (pdf)