Gå til sidens indhold

Højesteret

07 mar. 2025

Højesteret

Om tilbagegivelse af barn til Ukraine efter børnebortførelsesloven

Barn skulle ikke tilbagegives til faderen i Ukraine, da tilbagegivelse ville sætte barnet i en situation, som det ikke burde tåle

Sag BS-25052/2024-HJR

Kendelse afsagt den 6. marts 2025


mod


A og B, der var bosiddende i Ukraine, fik i juni 2021 sønnen C.

I marts 2022 flyttede moderen B med C til Polen sammen med B’s andet barn. Dette skete efter aftale med A. I december 2022 flyttede B med C og sit andet barn til Danmark.

A, som blev boende i Ukraine, anmodede i august 2023 om tilbagegivelse af C i medfør af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. 

Sagen for Højesteret angik, om C, der var blevet 3 år og 9 måneder, efter reglerne i børnebortførelsesloven skulle tilbagegives til sin far i Ukraine.

Højesteret fandt, at C måtte anses for at have bopæl i Ukraine i Haagerkonventionens forstand, og at faderen A ikke havde samtykket til eller affundet sig med C’s ophold i Danmark. Der var derfor tale om en børnebortførelse eller ulovlig tilbageholdelse efter børnebortførelseslovens § 10. Derfor skulle C som udgangspunkt tilbagegives til faderen i Ukraine.

Efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, kan tilbagegivelse af et barn nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle. 

Højesteret henviste til, at moderen B rejste med C fra Ukraine til Polen, da han var 9 måneder gammel, og at C ikke havde boet sammen med sin far siden da. Desuden lagde Højesteret til grund, at C havde en meget tæt tilknytning til moderen, som var hans primære kontaktperson. På grund af forholdene i Ukraine og hensynet til sit andet barn ville moderen ikke uden videre kunne rejse med C til Ukraine, hvis han blev tilbagegivet til faderen.

På den baggrund og under hensyn til længden af C’s ophold i Danmark og hans begrænsede kontakt til faderen fandt Højesteret, at tilbagegivelse af C ville sætte ham i en situation, som han ikke burde tåle. A’s anmodning om tilbagegivelse af C blev derfor ikke taget til følge.

Landsretten var nået til samme resultat

Læs Højesterets afgørelse i Sag BS-25052/2024-HJR (pdf)