Gå til sidens indhold

Retten i Kolding

02 okt. 2023

Retten i Kolding

Drab og nedgravning af liget i haveforening

33-årig mand fra Kolding dømt for vold mod og drab af 43-årig mand fra Kolding i maj 2022 på Hollændervej i Kolding. Den 33-årige blev sammen med en 41-årig medtiltalt mand fra Kolding også dømt for usømmelig behandling af lig ved at grave liget ned i kolonihaveforening

Sagsnummer: 5745/2023

Sagen kort fortalt

En 33-årige mand (T1) var tiltalt for, den 1. maj 2022 i Kolding, i gentagelsestilfælde at have overfaldet en 43-årige mand (F) og udsat ham for vold mod hovedet med forskellige skader til følge (straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1).

T1 var sammen med en 41-årige mand (T2) også tiltalt for i forening at have dræbt F mellem den 2. og 4. maj 2022 i T1’s lejlighed på Hollændervej i Kolding. Drabet skete ved kvælning i form af omsnøring af halsen med en ledning (straffelovens § 237).

De to tiltalte var desuden tiltalt for usømmelig behandling af lig ved den 4. maj 2022 om morgenen at have kørt liget til en haveforening i Vonsild, hvor de på et fællesareal gravede et hul, lagde liget ned i hullet, dækkede det til med jord, stampede jorden med en jordloppe og såede nyt græs på stedet (straffelovens § 139, stk. 1).

I retten frafaldt anklageren en del af tiltalen, der vedrørte, at de to tiltalte lige efter drabet skulle have forsøgt at hugge hovedet af liget med en machete.

T1 nægtede sig skyldig. T2 nægtede sig skyldig i drab, men erkendte at have behandlet liget usømmeligt sammen med T1. T2 forklarede også i retten bl.a., at det var T1, der havde dræbt F, og at det skete uden T2’s tilstedeværelse eller medvirken. De tiltalte kendte hinanden fra samme opgang. Han forklarede også, at de begge havde bortskaffet og begravet liget som beskrevet. Det var T2’s erkendelse af dette og påvisning af nedgravningsstedet, der førte til, at politiet den 26. maj 2022 fandt F’s nedgravede lig. T1 ville ikke udtale sig i retten. Retten hørte 17 vidneforklaringer.

Dommens resultat

Retten fandt det efter bl.a. F’s egne oplysninger til andre bevist, at T1 havde udøvet vold mod ham den 1. maj 2022. T1 var derfor skyldig i dette forhold.

Retten fandt det desuden efter T2’s forklaring - der blev støttet af flere andre beviser - bevist, at det var T1, der havde dræbt F uden T2’s tilstedeværelse eller medvirken, og at de mere end et døgn senere begge havde bortkørt og begravet liget som beskrevet.

T1 var derfor skyldig i drab, og T2 blev frifundet for dette. Begge tiltalte var skyldige i den efterfølgende usømmelige behandling af lig.

T1, der havde en reststraf på 9 måneder efter en tidligere prøveløsladelse, blev straffet med en fællesstraf på fængsel i 12 år og 9 måneder.

T2, der var utilregnelig på grund af sindssygdom m.v., blev dømt til at undergive sig psykiatrisk behandling med 5 års længstetid.

Sagen var en nævningesag, og dommerne og nævningerne var enige om dommens resultat.

T1 vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

T2 valgte ikke at anke dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 2. oktober 2023.