08 okt. 2024
Retten i Kolding
Anbringelse og udvisning for drabsforsøg i Vejle
Dom afsagt: 8. oktober 2024
27-årig iraker idømt anbringelse på psykiatrisk hospital for drabsforsøg mod 81-årig mand i Vejle den 3. februar 2024 og udvist med et indrejseforbud i 6 år
Sagsnummer: Straffesag 2278/2024
Sagen kort fortalt
En 27-årig irakisk mand var tiltalt for forsøg på manddrab (straffelovens § 237, jf. § 21) ved den 3. februar 2024 ca. kl. 12.55 ud for opgangen til en ejendom i Løget i Vejle, i den hensigt at dræbe, at have overfaldet forurettede, en 81-årig mand fra Vejle, hvorunder han stak ham flere gange med en køkkenkniv, hvorved forurettede kom i livsfare.
Anklagers krav var, at tiltalte skulle have en dom til anbringelse på psykiatrisk hospital uden længstetid og udvises af Danmark for bestandig.
Tiltalte nægtede sig skyldig.
Dommens resultat
Retten lagde vægt på forurettedes forklaring og andre vidneforklaringer, der var støttet af gerningsstedsundersøgelsen og den lægelige undersøgelse af forurettede.
Retten lagde herunder til grund, at forurettede havde været i livsfare, idet tiltalte havde tildelt ham flere knivstik, herunder et stik i ryggen, et stik i brystet og i hvert fald to stik i venstre overarm, hvorved forurettede bl.a. pådrog sig brud på tre ribben, blødning fra en pulsåre i højre bryst, læsion af mellemgulvet og sammenklapning af højre lunge, ligesom han led et stort blodtab. Knivstikkene i ryggen og i brystet var påført med stor kraft, og flere af skaderne var operationskrævende.
På den baggrund blev tiltalte fundet skyldig i drabsforsøg.
Retslægerådet udtalte, at tiltalte på gerningstidspunktet havde befundet sig i en ikke blot forbigående tilstand af sindssygdom, sandsynligvis sammenhængende med et forudgående massivt og blandet rusmiddelmisbrug. Rådet anbefalede, hvis tiltalte blev fundet skyldig, at han som mest formålstjenlig foranstaltning til imødegåelse af en formentlig betydelig risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet skulle anbringes i psykiatrisk afdeling.
Retten idømte herefter tiltalte den sanktion, anklageren havde krævet, dog blev tiltalte alene udvist med et indrejseforbud i 6 år.
Sagen var en nævningesag, og dommerne og nævningerne var enige om dommens resultat.
Tiltalte valgte at anke sanktions- og udvisningsspørgsmålet.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 8. oktober 2024.