23 apr. 2024
Retten i Kolding
Knivdrab nytårsmorgen 2023 i Kolding midtby.
36-årig mand fra Kolding idømt forvaring for drab på 26-årig mand.
Sagsnummer: 7712/2023
Sagen kort fortalt
En 36-årig mand (T) var tiltalt for manddrab efter straffelovens § 237 ved den 1. januar 2023 ca. kl. 5.08 på Rendebanen i Kolding at have dræbt en 26-årig mand (F1). T var også tiltalte for vold i gentagelsestilfælde 12 minutter forinden, på Akseltorv i Kolding, mod en anden mand (F2).
Afdøde F1’s forældre og søskende krævede erstatning og godtgørelse på i alt ca. 646.000 kr.
T nægtede sig skyldig i drab på F1 under henvisning til, at stik med kniv var sket i nødværge (selvforsvar). Han erkendte sig skyldig i volden mod F2. Retten hørte T’s forklaring og 16 vidneforklaringer.
Dommens resultat
Retten fandt det efter T’s erkendelse og obduktionserklæringen m.v. bevist, at T havde stukket F1 i ryggen fire gange med kniv, og at stikkene havde haft en dybde på mellem 2 og 14 cm, hvorved F1 afgik ved døden. Et af stikkene blev påført med så stor kraft, at et ribben blev skåret 2/3 over.
Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at T efter en konflikt med F2 på Akseltorv løb væk fra flere af M’s venner, herunder F1. Efter at have bevæbnet sig med kniv valgte T at søge tilbage mod en restauration gennem Borchs Gård, hvor han på ny traf F2 og hans venner. To vidner forklarede, at T i Borchs Gård aggressivt pegede på det ene vidne med kniven og udtalte: ”Skal I også dø i nat”. Det kunne lægges til grund, at T straks derefter vendte om og løb mod Naverstræde til Rendebanen, og at F1 og tre andre fulgte efter ham.
Retten mente, at T’s trussel mod vidnet skulle tillægges betydning ved bedømmelsen af det efterfølgende forløb og tiltaltes forsæt.
Retten konstaterede, at T ifølge en overvågningsvideo kom ud på Rendebanen fra passagen til Borchs Gård og drejede til højre mod Bredgade, at der blev råbt, og at T herefter vendte sig om. Han løb derefter meget målrettet og i højt tempo med kniven i højre hånd og mobiltelefonen i venstre hånd tilbage mod området ud for Naverstræde.
På grundlag af retsmedicinerens vurdering af T’s formodede placering i forhold til F1, da han stak ham med kniven, og da der ikke var fundet afværgelæsioner på F1 eller skader på T, tilsidesatte retten T’s forklaring om måden, han stak F1 på, som utroværdig. Retten mente derfor, at F1 havde haft ryggen mod T, da han blev stukket med kniven.
Det var ikke bevist, at F1 var bevæbnet, og der var ikke grundlag for at fastslå, at T havde befundet sig en så farlig situation, at dette nødvendiggjorde hans handlinger. Derimod var det bevist, at det var T, der på Rendebanen var den angribende part. T’s handlinger var derfor ikke straffri som nødværge efter straffelovens § 13.
T havde derfor forsæt til – og var skyldig i - drabet på F1. Han var efter sin erkendelse også skyldig i volden mod F2.
T var efter de lægelige oplysninger i høj risiko for at begå fremtidig personfarlig kriminalitet, og han måtte antages at frembyde en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel blev fundet påkrævet for at forebygge denne fare.
Retten idømte herefter T forvaring.
Sagen var en nævningesag, og dommerne og nævningerne var enige om dommens resultat.
De juridiske dommere besluttede, at T skulle betale erstatning og godtgørelse på i alt ca. 546.000 kr.
T ankede dommen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 22. april 2024.