08 maj 2024
Retten i Kolding
Anbringelse for vold, trusler og brandstiftelse
23-årig kvinde fra Horsens dømt til anbringelse for flere tilfælde af trusler om vold, vold og brandstiftelse
Sagsnummer: Straffesag 7165/2023
Sagen kort fortalt
Kvinden var tiltalt for fem tilfælde af trusler om vold mod bl.a. offentligt ansatte i 2022 og 2023 - dels på et bosted, dels på psykiatrisk afdeling i Vejle - for ét tilfælde af vold mod en offentligt ansat på psykiatrisk afdeling og for i november 2023, på sin adresse i Horsens, med tændstikker, at have sat ild til en kasse med tøj i et depotrum. Tiltalen vedrørte derfor straffelovens § 119, stk. 1; § 266; og § 181, stk. 1.
Tiltalte nægtede sig skyldig i alle forhold på nær brandstiftelsen.
Dommens resultat
Retten fandt det efter vidneforklaringerne, en sms-besked med trusler hhv. tiltaltes erkendelse af forholdet om brandstiftelse bevist, at tiltalte var skyldig i alle forhold.
Anklagerens krav var, at kvinden skulle anbringes i psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid efter straffelovens § 68. Det betyder, at tiltalte indlægges på en psykiatrisk afdeling, hvorfra hun kun kan udskrives med rettens tilladelse. Anklagemyndigheden skal indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter dommen.
Tiltaltes forsvarer mente, at tiltalte skulle anbringes i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
Retten fulgte anklagerens krav om anbringelse på psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af en længstetid. Retten lagde vægt på de lægelige oplysninger om tiltaltes psykiske tilstand og karakteren af lovovertrædelserne.
Sagen var en nævningesag, og alle nævningerne og dommerne var enige om dommens resultat.
Tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 8. maj 2024.