26 feb. 2025
Retten i Kolding
Advokat idømt 1 år 9 måneders fængsel for skattesvig
Advokaten blev straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder og bøde for bl.a. skattesvig og frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed
Dom afsagt af Retten i Kolding den 26. februar 2025 under sagsnr. 2527/2024.
Sagen kort fortalt
Advokaten, en 60-årig mand fra Kolding, var tiltalt for 31 forhold: Et forhold om hacking, et forhold om besiddelse af kokain og MDMA, to forhold om bedrageri, og 27 forhold om – til dels groft - skatte- eller momssvig udøvet i forbindelse med hans advokatvirksomhed eller to selskaber, han ejede.
Tiltalte nægtede sig skyldig.
Sagen blev behandlet over 13 dage, og retten hørte tiltaltes forklaring og 20 vidneforklaringer.
Dommens resultat
Retten afviste forholdet om hacking, fordi der ikke var en gyldig påtalebegæring. Retten fandt tiltalte skyldig i forholdet om besiddelse af kokain og MDMA, et forhold om medvirken til socialt bedrageri over for en kommune mht. ca. 35.000 kr. Retten fandt også tiltalte skyldig i 25 af de 27 forhold om – til dels groft - skatte- eller momssvig mht. et samlet beløb på ca. 4,3 mio. kr.
Anklageren krævede fængselsstraf og en tillægsbøde 4,55 mio. kr. Anklageren krævede også, at tiltalte skulle frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 138, jf. straffelovens § 79, stk. 1.
Sanktionen blev fastsat til fængsel i 1 år og 9 måneder, betinget af 2 års prøvetid med 250 timers samfundstjeneste, og en tillægsbøde på 4,3 mio. kr. Tiltalte blev også frakendt retten til at drive advokatvirksomhed indtil videre.
Sagen var en domsmandssag. Dommeren og de to domsmænd var enige om dommens resultat.
Tiltalte ankede dommen til Vestre Landsret med krav om frifindelse.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 26. februar 2025 under sagsnr. 2527/2024.