Gå til sidens indhold

Retten i Kolding

17 mar. 2025

Retten i Kolding

Betinget fængsel i 4 måneder for at ødelægge moseområde

Dom afsagt: 17. marts 2025

Et ægtepar fra Kolding blev straffet med betinget fængsel i 4 måneder for at have omdannet et beskyttet moseområde på ca. 1.800 m² til sø og græsplæne

Sagen kort fortalt

Et ægtepar på 46 og 47 år fra Koldingområdet var tiltalt for overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 89, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, og hærværk af betydeligt omfang, jf. straffelovens § 291, stk. 2 eller 3,  ved i perioden mellem foråret 2021 og foråret 2022 forsætligt eller groft uagtsomt i forening og med henblik på at opnå en økonomisk fordel at have foretaget ændring i tilstanden i et beskyttet moseområde på samlet ca. 1.800 m² på et areal, der tilhørte dels Kolding Kommune, dels dem selv, idet de efter forudgående indbyrdes aftale eller stiltiende forståelse fjernede eller lod fjerne det pågældende moseområde med karakter af hængesæk, hvorved moseområdet blev omlagt til sø, idet Kolding Kommune den 17. maj 2023 konstaterede, at et moseområde på ca. 1.325 m² var erstattet af et blankt vandspejl, ligesom de tiltalte havde anlagt en græsplæne på den resterende del af moseområdet svarende til ca. 475 m², alt hvorved der blev voldt betydelig skade på moseområdet og dets bestand af vilde planter til en ikke nærmere opgjort værdi.

De tiltalte nægtede sig skyldige.

Sagen blev behandlet over to dage, hvor retten hørte de tiltaltes forklaringer og fire vidneforklaringer.

Dommens resultat

Rettens begrundelse for dommen var følgende:

”Det er ubestridt, at (…) Mose tilhører Kolding kommune, og at en del af brinken ligeledes tilhører kommunen. Ejere af ejendomme har en pligt til at undersøge, hvor skellet på deres ejendomme går og at overholde skel.

En mose er et beskyttet område efter naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2.

Efter naturregistreringerne fra 2018 og 2019 og vidnerne (…)s forklaringer lægges det til grund, at området har en særlig naturinteresse, og at der - før ændringerne - var sjældent forekommende naturtyper, herunder karakter af hængesæk og Top-Star tuer. Det lægges efter samme forklaringer og rapporterne fra (…) til grund, at det tager mange år om at udvikle den slags natur, fra 30 år og op til 100 år. Det lægges efter samme, og efter de i sagen værende luftfotos til grund, at et stort område af hængesækken forsvandt, ligesom områdets karakter i øvrigt ændredes på i alt 1.800 m2, og at det skete mellem 2021 og 2022. Efter samme lægges det til grund, at der herved blev voldt betydelig skade på moseområdet og dets bestand af vilde planter, og at det tager op mod 100 år at reetablere dele af området.

Efter sagens oplysninger, herunder forklaringerne lægger retten til grund, at [den tiltalte mand] har foretaget ændringer i naturen i mosen og ved brinken. Han har forklaret, at han har fjernet nogle siv og noget pil, samt at han har planeret grunden ned mod søen med overskudsjord fra ombygningen af huset på den ejendom, der ejes af [den tiltalte kvinde], og som de ombyggede i 2021-2022.

Efter ejendomsmægler (…)s forklaring lægges det til grund, at ejendommen er steget i værdi ved ændringen af området.

[Den tiltalte mand] har bestridt, at han har sået græs på brinken, men erkendt, at han slår området med en robotplæneklipper. Efter (…)s rapport af 7. juli 2024 og de viste fotos af området, lægger retten dog til grund, at han har sået græsfrø i det område efter at have reguleret det terrænmæssigt. Det lægges efter (…)s rapport af 7. januar 2025 tillige til grund, at noget af mosejorden ligger unaturligt op ad træer andre steder på ejendommen nu.

Efter vidnerne (…)s forklaringer lægges det til grund, at det kræver større maskiner at fjerne hængesæk m.v. [Den tiltalte kvinde] har forklaret, at der var nogle større maskiner på grunden, men til at rydde byggeaffald væk. 

Efter ovenstående tilsidesætter retten [den tiltalte mand]s forklaring om, at han alene fjernede pil og siv og lægger til grund, at det tillige er ham, som har fjernet en stor del af hængesækken m.v.

Han har forklaret, at det skete for at genskabe udsigten, som den var ved købet, men har samtidigt forklaret, at det var groet til i den tidligere ejers tid, da hun led af demens i de sidste år af sin ejertid.

Retten lægger til grund, at han fjernede det beskyttede natur for, at familien kunne få en bedre udsigt og direkte adgang til sø, og at han herved måtte indse, at ejendommen steg i værdi.

Ændringen af arealet på 1.800 m2 er så drastisk, at den er foretaget med forsæt.

[Den tiltalte mand] er herved skyldig i forhold 1.

Da den betydelige ødelæggelse af naturen delvist skete på Kolding kommunes ejendom, er han tillige skyldig i hærværk, som nævnt i den principale tiltale i forhold 2.

[Den tiltalte kvinde] ejer ejendommen, hvorpå ændringerne er foretaget.  Hun har forklaret, at hendes mand stod for det udvendige, og at hun havde observeret en ændring i tilstanden ved søen fra en gang til en anden, hvor hun ikke havde været på ejendommen i 3-4 dage. Hun har som ejer af ejendommen en pligt til at sætte sig ind i ejendommens skel, og om der på ejendommen er særlige naturinteresser. Det har hverken hun eller hendes mand gjort. [Den tiltalte kvinde] har som ejer og beboer af ejendommen en væsentlig interesse i at få søadgang og udsigt, og retten tilsidesætter hendes forklaring om, at hendes mand handlede uden hendes viden og accept. Efter det, og alt ovenstående finder retten, at [Den tiltalte kvinde] er skyldig i forhold 1 og i den principale tiltale i forhold 2.

Straffen for begge de tiltalte fastsættes til fængsel i 4 måneder (…)

Retten har lagt vægt på det areal af beskyttelsesværdig natur, som er ødelagt, at det skete alene i de tiltaltes egne interesser, og på den tid det vil tage at genoprette naturtilstanden igen. 

En dommer stemte for, at straffen skal afsones, under hensyn til grovheden af forholdene.

To dommere stemte for, at straffen kan gøres betinget med vilkår om udførelse af 100 timers samfundstjeneste, og har lagt vægt på de tiltaltes gode personlige forhold, herunder at de ikke tidligere er straffet.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, og straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis de tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor (…)”

Straffen blev således for begge de tiltalte fastsat til fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om bl.a., at de tiltalte inden 8 måneder hver skal udføre samfundstjeneste i 100 timer.

Sagen var en domsmandssag (en dommer og to domsmænd). Som det fremgår, var der ikke enighed om spørgsmålet om betinget eller ubetinget straf.

De tiltalte kan inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 17. marts 2025 under sagsnr. 4164/2024.