Besøg Retten i Kolding
De fleste retssager er offentlige. Skoleklasser og større grupper skal kontakte retten i forvejen, hvis de gerne vil overvære en retssag
Alle har som udgangspunkt adgang til at overvære retsmøderne, når der er retssager i Retten i Kolding. Faderskabssager samt sager om ægteskab og forældremyndighed holdes dog altid for lukkede døre, hvor der ikke er offentlig adgang. Endvidere kan retten i de konkrete sager bestemme, at dørene skal lukkes.
Pladsen i nogle retssale er begrænset. Hvis en skoleklasse eller en større gruppe ønsker at overvære en retssag, skal det af praktiske grunde på forhånd aftales med retten. Retten kan samtidig give oplysninger om, hvilke sager der kan have særlig interesse. Det kan ske, at retsmøder bliver aflyst med kort varsel. Det kan derfor være en god ide at give retten kontaktoplysninger, så retten kan give besked i tilfælde af en aflysning.
Besøg af skoleklasser
Hvis du underviser i samfundsforhold - herunder i, hvordan domstolene fungerer - kan du og din klasse besøge Retten i Kolding og se, hvordan retssager behandles i det virkelige liv.
Kontakt retten
Hvis du vil høre om muligheden for at overvære en retssag, bedes du kontakte rettens administration på mail vagt.kol@domstol.dk (eller ved generelle spørgsmål tlf. 99686800).
I bedes vedhæfte udfyldt blanket (download)
Det er en god idé at kontakte retten i god tid – 2-3 måneder forinden.
Kenddinret.dk
I får mest ud af et besøg i retten, hvis I på forhånd ved lidt om, hvordan en retssag foregår. Danmarks Domstole har lavet et læringsunivers, der giver indsigt i, hvordan domstolene fungerer. Læringsuniverset hedder Kend din ret og er gratis. Materialet er opdelt i fire versioner, der retter sig mod:
- folkeskolens 8.-9. klasser
- gymnasieklasser
- erhvervsskolernes EUD-klasser
- erhvervsskolernes EUX-klasser
I læringsuniverset ligger færdige undervisningsforløb med lærervejledning, opgaver osv.
Praktisk om besøg i retten
Ved Retten i Kolding kommer mennesker med mange forskellige ærinder. Her skal være trygt at komme og rolige forhold, så det er nødvendigt, at alle overholder ordensreglementet for ophold i og omkring retsbygningen.
Læs mere om de praktiske forhold i retten her.
Erhvervspraktik i retten
Erhvervspraktik for folkeskolelever ligger fast i uge 41, og der er et begrænset antal pladser.
Kontakt administrationen via mail adm.kol@domstol.dk for at undersøge muligheden for at komme i praktik ved retten.
Sidst opdateret: 29. oktober 2025