17 nov 2020

Retten i Odense

Strafbortfald i voldssag

T1 og T2 var tiltalt for vold i forening over for F1 og F2. T1 fik strafbortfald og T2 blev frifundet.

Efter anklageskriftet var den 35-årige T1 og den 29-årige T2 tiltalt for vold efter straffelovens § 244 ved på en trappeopgang i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have trukket/skubbet F1 ned på gulvet, hvorefter de tiltalte sparkede og med knyttet hånd slog F1 flere gange på kroppen og i hovedet, imens F1 lå ned, hvilket F1 til dels afværgede, ligesom T2 i samme forbindelse skubbede hårdt til F2.

Følgende fremgår af domsmandsrettens begrundelse:

Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at optakten til episoden beskrevet i anklageskriftet var, at T1 og F1 tidligere havde haft flere fysiske sammenstød med hinanden, og at de tidligere på dagen havde antruffet hinanden på gaden, hvor F1 havde udtalt til tiltalte T1: "Hold kæft, hvor er du grim". Parterne skiltes herefter.

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at T1 sammen med T2 opsøgte F1 på dennes bopæl nogle timer senere. T1 råbte, at F1 skulle komme ud og slås, og han bankede hårdt på hoveddøren. F1 reagerede ved at løbe hen og åbne hoveddøren, hvorefter han straks tildelte T1 et spark i maven. T2, der stod bag T1, greb fat i benet på F1, og F1 mistede balancen og faldt omkuld.

Efter T1s egen forklaring er det bevist, at T1 herefter tildelte F1 2-3 knytnæveslag i ansigtet. Efter F1s egen forklaring lægges det til grund, at han gentagne gange sparkede ud efter begge de tiltalte, mens han lå ned.

Efter T2s egen forklaring er det bevist, at han skubbede vidnet F2 væk, da hun tog fat i ham for at få ham til at slippe grebet i F1s ben. Det findes ikke alene ved dette vidnes forklaring bevist, at det var et kraftigt skub, der medførte, at hun stødte hovedet ind i en dørkarm og fik hjernerystelse, hvilket heller ikke fremgår af politiattesten. Da vidnerne A og B umiddelbart efter kom til stede, lå F1 fortsat ned, men der var ingen, der udøvede vold. Retten finder det ikke alene ved F1s forklaring bevist, at de tiltalte sparkede F1.

Efter forklaringerne lægges det til grund, at T2 skilte T1 og F1 fra hinanden, ligesom han fik talt T1 til ro og fik ham til at forlade stedet.

Det fremgår af de fremlagte fotos, at begge de tiltalte i forbindelse med episoden fik tydelige skader på henholdsvis hånd og albue, men retten finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, hvordan disse skader er opstået, dog må det anses som meget usandsynligt, at de er opstået som følge af de tiltaltes egne handlinger, hvorimod det fremstår som sandsynligt, at der er tale om bidemærker fra F1s hund.

Retten finder, at de knytnæveslag, som T1 har tildelt F1, er vold efter straffelovens § 244, stk. 1. Det forhold, at det var F1, som indledte voldsudøvelsen, kan under de foreliggende omstændigheder, hvor T1 opsøgte konfrontationen, og hvor han udøvede volden efter, at F1 var kommet ned at ligge, og mens T2 fastholdt F1 i benet, ikke føre til, at volden anses som nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1 eller 2.

Efter en samlet vurdering af episoden, herunder de begrænsede skader på F1 sammenholdt med T1s skader, finder retten, at der er tale om slagsmål eller gengældelse, og at der foreligger sådanne formildende omstændigheder, at den straf, som T1 har forskyldt, bør bortfalde, jf. straffelovens § 248.

Henset til de omstændigheder, hvorunder T2 skubbede vidnet F2 væk, og da retten ikke kan karakterisere skubbet som kraftigt, findes der ikke grundlag for at anse skubbet som vold efter straffelovens § 244, stk. 1.

Herefter og da der ikke er grundlag for at tilsidesætte T2s forklaring om, at han greb fat i F1s ben og fastholdt grebet for at undgå, at F1 fortsatte med at sparke, og da T2 ikke kan anses for at have tilsluttet sig den vold, som T1 udøvede, frifindes T2.

Sagen er behandlet under sagsnummer SS 7-8129/2020.