11 nov. 2020
Retten i Odense
Udvisning af T født og opvokset i DK
Den 22-årige T, der var idømt fængsel i 5 år for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1 og § 245, stk. 1, blev udvist for bestandig.
Sagen blev behandlet som domsmandssag, jf. retsplejelovens § 687, stk. 1.
I rettens begrundelse vedrørende spørgsmålet om udvisning er blandt andet anført:
”…….
Tiltaltes tilknytning til Danmark må efter en samlet vurdering anses for væsentlig stærkere end hans tilknytning til Somalia. Tiltalte er dog ikke uden forudsætninger for at klare sig i Somalia, da han kan tale en smule somali og også må formodes, gennem sin opvækst hos sine forældre at have kendskab til somalisk kultur og tradition. Endvidere må tiltalte fra Somalia formodes at kunne bevare sin kontakt til sine familiemedlemmer i Danmark via telefon og internet.
Tiltalte er straffet flere gange, siden han fyldte 15 år i 2013, herunder for tyveri, røveri og bedrageri mv. Han er senest løsladt den 10. januar 2020 og blev ved dommene af 2. januar 2019 og 7. januar 2019, der omhandlede berigelseskriminalitet og røveri, straffet med fængsel i henholdsvis 3 måneder og 8 måneder samt tildelt advarsel om udvisning.
Domsmandsretten finder på denne baggrund efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder, at en udvisning af tiltalte ikke vil være i strid med proportionalitetsprincippet, og at en udvisning af tiltalte ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Udvisningspåstanden tages derfor til følge efter de påberåbte bestemmelser, og tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, idet bemærkes, at der ikke foreligger omstændigheder, som omtalt i udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, der kan begrunde et indrejseforbud af kortere varighed.
Der er herved henset til karakteren af den aktuelle kriminalitet, som er begået dels i prøvetiden for en tidligere betinget udvisning og dels umiddelbart efter, at tiltalte er tildelt to advarsler om udvisning sammenholdt med hans tidligere kriminelle adfærd, der giver grund til at formode, at han også fremover vil begå berigelseskriminalitet og personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Uanset at tiltaltes tilknytning til Danmark er langt større end hans tilknytning til Somalia er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse. En udvisning af tiltalte for bestandig vil på den baggrund ikke indebære en krænkelse af hans ret til privat- og familieliv i henhold til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og udvisning med indrejseforbud for bestandig vil derfor ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
……”
Sagen er behandlet under sagsnummer SS 4-7780/2020.