11 maj 2020
Retten i Odense
Domhuset indfører adgangskontrol
Der indføres adgangskontrol på Domhuset fra den 14. maj 2020.
Fra torsdag den 14. maj indføres adgangskontrol i Domhuset, Albanigade 28, og besøgende bør derfor orientere sig om retningslinjer for adgangskontrol i rettens bygninger:
Retningslinjer for adgangskontrol i rettens bygninger
Adgangskontrollen ved retten sker i henhold til Danmarks Domstoles vejledning om gennemførelse af adgangskontrol ved retterne og udføres af rettens eget vagtpersonale eller af personale antaget dertil via et af retten godkendt vagtfirma.
Vagterne bærer uniform, der tydeligt viser, at den pågældende udøver vagt- og servicefunktion ved embedet.
Besøgende, der benytter indgange til retsbygningen, skal underkastes kontrol.
Omfanget af kontrollen afhænger af det aktuelle sikkerhedsniveau i retsbygningen. Sikkerhedsniveauerne og den dermed forbundne kontrol beskrives nedenfor.
Retspræsidenten kan når som helst uden nærmere begrundelse bestemme, at sikkerhedsniveauet i rettens bygninger skærpes, hvis der skønnes at være et forhøjet trusselsniveau. Hvis der er forhøjet beredskab, vil det fremgå af tydelig skiltning i retsbygningen.
- Sikkerhedsniveau 1 - almindeligt, dagligt beredskab. Rettens medarbejdere og faste brugere (advokater, anklagere, politi- og fængselsbetjente), der foreviser behørig af retten godkendt billedlegitimation, går igennem adgangskontrollen, men underkastes normalt ingen kontrol. Andre besøgende underkastes almindelig kontrol.
- Sikkerhedsniveau 2 - forhøjet beredskab. Besøgende, herunder faste brugere i form af advokater og anklagere går igennem adgangskontrollen og underkastes sædvanlig kontrol. Politi og fængselsbetjente undtages kontrol ved forevisning af godkendt billedlegitimation. Politipersonale deltager efter aftale i udførelsen af adgangskontrollen.
- Sikkerhedsniveau 3 - højeste beredskab. Alle med ærinde i retsbygningen, herunder rettens egne medarbejdere inklusive vagter, underkastes kontrol efter politiets vejledning. Der vil kun være adgang til retsbygningen gennem indgange med adgangskontrol. Politipersonale deltager i eller overtager efter nærmere aftale med retspræsidenten udførelsen af adgangskontrollen, og særlige tiltag aftales af retspræsidenten med politiets indsatsstyrke.
Retspræsidenten kan - af præventive grunde - når som helst beslutte, at der uanset det iværksatte sikkerhedsniveau foretages stikprøvevis kontrol af alle besøgende.
Ulovlige genstande, herunder ulovlige væsker og euforiserende stoffer, må aldrig medtages i retsbygningen. De pågældende genstande vil blive overdraget til politiet. Øvrige våbenlignende eller personfarlige genstande vil blive opbevaret under vedkommendes ophold i retten mod udstedelse af en kvittering eller i nøgleskab, og udleveres igen, når den besøgende forlader retsbygningen.
Retspræsidenten