10 sep 2020

Retten i Odense

Fængsel i 1 år 9 mdr. for grov vold

T blev frifundet for forsøg på manddrab. Forholdet henført under vold af særlig farlig karakter. Straffet med fængsel i 1 år og 9 mdr. og udvist.

Den 36 årige T var ved et nævningeting ved Retten i Odense sat under tiltale for forsøg på manddrab ved den 1. december 2019 at have forsøgt at dræbe F, idet T maskeret og bevæbnet med en hjulnøgle og en kniv trængte ind i en skurvogn, hvor F sov, og her nikkede F en skalle og under opstået tumult gentagne gang stak ud efter Fs bryst -og maveregion. Stikkene blev til dels afværget af F, som derved overlevede. Afslutningsvist stak T ifølge anklageskriftet F i benet.

Samtlige nævninger og dommere var enige om at frifinde T for forsøg på manddrab, da der ikke fandtes at være tilstrækkeligt bevis for drabsforsæt, og da det måtte lægges til grund, at læsionerne påført F havde været overfladiske, og at T ikke havde været i livsfare.

Forholdet henførtes under straffelovens § 245, stk. 1, uanset at anklagemyndigheden ikke havde nedlagt en subsidiær påstand herom.

T blev straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder, og han blev udvist med indrejseforbud for bestandig.

 

Her kan du læse hele rettens skyldkendelse.

Skyldkendelse

Samtlige nævninger og dommere udtaler:

Retten lægger til grund, at tiltalte og F havde kendt hinanden i nogle måneder forud for episoden den 1. december 2019, og at deres relation var venskabelig.

Det lægges endvidere til grund, at der i ugen op til den 1. december 2019 blev indgivet flere anmeldelser om vold mod tiltalte, og at tiltalte den 26. november 2019 blev besigtiget af politiassistent A, der konstaterede, at tiltalte havde skader blandt andet i ansigtet.

I overensstemmelse med den forklaring, som tiltalte afgav til politiet den 2. december 2019 og i grundlovsforhøret senere samme dag, lægges det endvidere til grund, at tiltalte mistænkte F for at stå bag den vold, der blev udøvet mod tiltalte. Dette understøttes tillige af forklaringerne fra vidnerne B og C, hvorefter tiltalte havde mistanke til nogle polakker, der kørte i en hvid polsk indregistreret kassevogn og af, at F var formand for X.

Det lægges endvidere til grund, at tiltalte og F mødtes kortvarigt omkring middagstid den 1. december 2019, og at der i den forbindelse ikke var uoverensstemmelser mellem dem. Ved vidnet Cs forklaring lægges det til grund, at tiltalte om aftenen omkring kl. 19, telefonisk kontaktede C for at få oplysning om, hvorvidt den hvide kassevogn, som han mistænkte havde forbindelse til overfaldene mod ham, stod parkeret nær tiltaltes arbejdsplads.

Det lægges endvidere til grund, at tiltalte, der var lettere beruset, lidt før kl. 20.30 indfandt sig på Fs bopæl iført elefanthue og bevæbnet med hjulnøgle samt kniv.

I overensstemmelse med forklaringen fra F lægges det til grund, at han da lå i sin seng i bar overkrop og underbukser, samt at han rejste sig, hvorefter tiltalte med det samme tildelte F en skalle.

Det lægges desuden efter bevisførelsen til grund, at der herefter opstod tumult, hvorunder F greb fat i tiltalte for at forsvare sig mod tiltaltes angreb, samt at tiltalte ramte F i brystet og på maven med kniven, inden tiltalte faldt om. Mens F klemte tiltalte med sit knæ, stak tiltalte F i benet med kniven, hvorefter tiltalte forlod stedet og gemte elefanthue og kniv under et kloakdæksel nær sin bopæl.

Tiltaltes forklaring om, at han indfandt sig hos F efter opfordring fra F, der havde taget initiativ til, at de sammen skulle ud og opsøge de mænd, der havde udsat tiltalte for vold, tilsidesættes som usandsynlig og utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at forklaringen herom ikke er i overensstemmelse med den forklaring, som tiltalte har afgivet både til politiet og i grundlovsforhøret. Hertil kommer, at forklaringen, der først er fremkommet under hovedforhandlingen, ikke understøttes af sagens øvrige oplysninger.

Tiltaltes forklaring om, at han kun tildelte F et snitsår i benet, må tilsidesættes efter forklaringen fra speciallæge i retsmedicin L, der har forklaret, at det ud fra det samlede billede af læsioner ikke er sandsynligt, at Fs øvrige friske læsioner var selvpåførte, og at læsionerne på Fs lillefingre var karakteristiske afværgelæsioner.

Efter bevisførelsen er der enighed om, at der efter en samlet vurdering af angrebets karakter ikke er ført det til domfældelse fornødne sikre bevis for, at tiltalte indfandt sig hos F i den hensigt at slå ham ihjel, og at der derfor ikke er grundlag for at finde tiltalte skyldig i drabsforsøg.

Der er ved denne vurdering særlig lagt vægt på, at tiltalte ikke som det første stak F med kniven eller slog F med hjulnøglen. Dertil kommer, at det efter de lægelige oplysninger og forklaringen fra speciallæge i retsmedicin L må lægges til grund, at alle Fs læsioner var overfladiske, og at han ikke har været i livsfare.

Det er efter bevisførelsen derimod ubetænkeligt at anse for bevist, at tiltalte havde til hensigt at begå legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter mod F, da tiltalte maskeret indfandt sig hos F bevæbnet med hjulnøgle og kniv, og at tiltalte forøvede vold mod F, som beskrevet i anklageskriftet, hvorved der opstod læsioner, der blev syet, til dels under en operation.

Under henvisning til retsplejelovens § 883, stk. 4, henføres det påtalte forhold derfor under straffelovens § 245, stk. 1, uanset at anklagemyndigheden ikke under sagen har nedlagt en subsidiær påstand herom. Det bemærkes herved, at gengivelsen af sagens fakta i anklageskriftet indeholder alle led i gerningsindholdet i straffelovens § 245, stk. 1, som i forhold til straffelovens § 237, jf. § 21, må betragtes som det mindre i det mere.

Der er efter sagens oplysninger ikke grundlag for at antage, at tiltalte er straffri som følge af nødværgebestemmelserne i straffelovens § 13, stk. 1, eller stk. 2, og disse bestemmelser kan derfor ikke føre til en frifindelse af tiltalte.

Tiltalte er på denne baggrund skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1.