30-årig mand idømt 11 års fængsel for drab og vold

T havde i nogle år været kæreste og samboende med drabsofferets søster, S. T blev fundet skyldig i en lang række voldsforhold over for S under samlivet.

Med hensyn til tiltalen for psykisk vold efter straffelovens § 243 udtalte nævningetinget, at der efter bevisførelsen ikke var ført bevis for, at T havde udsat S for groft forulempende adfærd. Efter en gennemgang af de enkelte forhold af psykisk vold udtalte nævningetinget følgende:

Nævningetinget finder efter en samlet vurdering af de ovenfor beskrevne forhold, at T i det nævnte omfang over hele tiltaleperioden, på en måde, der har karakter af et mønster, udsatte S for en sådan groft nedværdigende og krænkende adfærd, der var egnet til utilbørligt at styre S, at tiltaltes adfærd er omfattet af straffelovens § 243.

Vedrørende drabsforholdet har nævningetinget beskrevet og vurderet et forløb i to faser, hvorunder T og F var i en voldelig konfrontation i nogle offentlige områder i Munkebo. Nævningetinget udtalte om den første fase af konfrontationen, at det var F, der var den udfarende i forhold til T, som han på et tidspunkt jagtede med et baseballbat. Under den anden fase havde F udtalt, at T ”skulle stoppe”. T og F løb ind på en græsplæne, hvor F slog T med baseballbattet på skulderen med et blodunderløbent mærke til følge, hvorefter T tildelte F to snitsår på henholdsvis højre underarm og højre håndflade samt to knivstik i mave/hofte-regionen, hvorefter F faldt livløs til jorden.

Vedrørende drabsforsæt udtalte nævningetinget:

Nævningetinget finder, at T ved at trække en kniv og påføre F to dybe knivstik i mave/hofteregionen, herunder det dræbende knivstik, der var med en sådan kraft, at det gik igennem tarmbenet, må have indset, at F herved kunne blive påført dødelige skader, og at T accepterede denne mulighed. Nævningetinget finder således, at T havde forsæt til manddrab i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse), og at T herefter er skyldig i manddrab, jf. straffelovens § 237.

Vedrørende spørgsmålet om nødværge udtalte nævningetinget:

Nævningetinget finder, at F under den første fase påbegyndte et uretmæssigt angreb på T, jf. straffelovens § 13, stk. 1, 1. led, hvilken fase og angreb sluttede ved, at F gik tilbage til sin scooter. Både T og F havde efter denne første fase mulighed for at forlade stedet og afslutte episoden.

Også under den anden fase finder nævningetinget, at F ved slaget med battet, der ramte T på skulderen, havde påbegyndt et uretmæssigt angreb på T, jf. straffelovens § 13, stk. 1, 1. led, der ikke var afsluttet, da T snittede og stak F med kniven.

Det enige nævningeting finder imidlertid, at Ts snit og stik med kniven på ovenstående grundlag, og henset til stikkenes kraft og potentielle farlighed, samlet set går åbenbart ud over, hvad der under hensyn til farligheden og karakteren af Fs angreb med et bat med en vægt på under ½ kg, er forsvarligt, jf. straffelovens § 13, stk. 1, 2. led. Denne overskridelse findes på samme grundlag ikke rimeligt begrundet i den ved Fs angreb fremkaldte skræk eller ophidselse, jf. straffelovens § 13, stk. 2. T er derfor ikke straffri som følge af nødværge.

T blev idømt fængsel i 11 år og udvisning for bestandig.

T ankede dommen i det ikke erkendte omfang.

Sagen er behandlet under rettens sagsnr. SS 3-1252/2021.